Håndeksem

I løbet af ét år oplever hver 10. dansker at have håndeksem. Det viser sig ved, at huden bliver rød, den hæver og klør og der kan komme små blærer. For mange udvikler det sig til at blive en kronisk sygdom, hvor huden bliver fortykket og skællende med smertefulde revner.

Håndeksem kan opstå, fordi man har en medfødt tendens til eksem, så huden er særligt sårbar. Det kan være på grund af tidligere eller nuværende atopisk eksem (også kaldet børne-eksem). Oftere skyldes håndeksem dog kontakt af huden med allergifremkaldende stoffer eller stoffer, der direkte irriterer huden.

Håndeksem begynder ofte tidligt i livet – hos 1/3 allerede inden 20-årsalderen. Dobbelt så mange kvinder som mænd har håndeksem. Dette er begrundet i, at kvinder og mænd udsættes for miljøpåvirkninger på forskellig måde. Man kan ikke se på eksemet om, det skyldes irritation, allergi eller andet – det kan kun afgøres efter nærmere undersøgelse. Det er dog vigtigt for behandlingen, at man ved, hvilken type håndeksem man har. Det gør det lettere at behandle eksemet rigtigt og at forebygge nye eksemudbrud. Derfor er det vigtigt at blive undersøgt af en hudlæge. Der spørges ind til, hvad man har været i kontakt med og man vil blive undersøgt for allergier. Jo længere tid der går, før man bliver tilset af hudlæge og får iværksat den rigtige behandling, så større sandsynlighed er der for, at man udviklet et kronisk håndeksem. Derfor er det vigtigt at blive tilset af en hudlæge så tidligt i forløbet som muligt.

Her på siderne kan man læse mere om hvordan huden er opbygget (læs her) og hvordan man forebygger og behandler håndeksem. Man kan også læse mere om, hvad man selv kan gøre i dagligdagen for at undgå håndeksem.

Videncenter for Allergi har produceret to film om håndeksem. Filmene er de første i en serie af film som led i et forskningsprojekt om Arbejdsbetinget håndeksem finansieret af arbejdsmiljøforskningsfonden. Filmene hjælper dig med at genkende de tidlige tegn på eksem og de mulige årsager til at du får eksem, samt hvordan du kan passe på dine hænder og undgå håndeksem. Filmen kan ses herunder: