Bygningsarbejder

En håndværker bruger sine hænder i det daglige arbejde. Det giver et mekanisk slid på hænderne og ofte også kontakt med hudirriterende og allergifremkaldende kemikalier, hvilket øger risikoen for eksem.

De allergifremkaldende stoffer kan bl.a. findes i:

  • Gulvbelægning (epoxy)
  • Maling (epoxy, isocyanater)
  • Isoleringsmaterialer (isocyanater, p-t-butylphenol formaldehyde resin, formaldehyd resin)
  • Støbemasse (isocyanater)
  • Udfyldningsmaterialer (isocyanater)
  • Hærdere (isocyanater)
  • Lim (isocyanater, p-t-butylphenol formaldehyde resin, formaldehyd resin)
  • Våd cement (kobolt, krom)
  • Plastik (p-t-butylphenol formaldehyde resin, formaldehyd resin)
  • Værktøj (nikkel)
  • Sko og handsker (krom, gummikemikalier)

Tidligere så man kromallergi udløst af cement, men pga. lovgivning i EU forekommer dette ikke så hyppigt længere [4]. Dog kan man, hvis man har arbejdet i et land uden for EU, have været udsat for krom i cement, eller hvis lovgivningen ikke overholdes.

En svensk undersøgelse fra 1998 har vist, at en del værktøj på markedet afgiver nikkel i mængder, der kan give allergi. En senere undersøgelse har også vist, at der kan genfindes nikkel på huden efter anvendelse af nikkelholdigt værktøj i løbet af en arbejdsdag [8,9].

Andre allergiske symptomer

Udover håndeksem kan håndværkere også opleve eksem i ansigt og på øjenlåg samt astma pga. allergi overfor epoxy [6,7].