Epoxyallergi og eksem på arbejdet
Epoxyprodukter har særlige egenskaber, de har styrke, fleksibilitet, er varmestabile og kan isolere.
Epoxy anvendes blandet andet i lim, malinger, isoleringsmateriale til elektriske og elektroniske komponenter. Glas eller kulfibre kan imprægneres med epoxyprodukter og anvendes i fx flyindustrien og i konstruktionen af vindmøller. Epoxyprodukter anvendes i maling fx til skibe og autolakering, samt i lim fx ved gulvlægning.
Epoxy anvendes også som tokomponent lim til hobbyaktiviteter.
Epoxyprodukter består af epoxyharpiks og hærder. Både epoxyharpiksen og hærderen kan give allergi, hvis produktet er uhærdet. Er produktet hærdet, giver det ikke allergi. Det er forskelligt, hvor længe et epoxyprodukt er om at hærde – læs produktbeskrivelsen.
Allergi kan opstå ved kontakt med uhærdede epoxyprodukter fx ved:
- spilduheld berøring uden handsker
- urene handsker, arbejdssko mm.
- forurening af omgivelser
- slibestøv
- dampe (fra visse epoxyprodukter)
Allergien kan opstå efter uger til års arbejde med epoxy.
Allergien viser sig ved eksem (se fotos i bunden af siden), som kommer, der hvor man er mest i kontakt med epoxyprodukterne. Hænder og underarme rammes hyppigst. Eksem i ansigtet kan opstå, hvis der er tale om let fordampelige epoxyprodukter, ved støvende arbejdsprocedurer, eller hvis man rører sig i ansigtet med forurenede hænder/handsker.
Selvom det allergiske eksem starter på hænder eller i ansigt, så vil eksemet kunne sprede sig til andre dele af kroppen, som ikke er i direkte kontakt med epoxy, hvis udsættelsen fortsætter.
Har man først fået allergi over for epoxyharpiks eller hærderen, er det en livsvarig tilstand, hvor man kan få eksem hver gang, man udsættes for de stoffer, man er allergisk overfor. Hvis man undgår epoxyprodukter, vil eksemet ofte forsvinde, men en del vil have livsvarige eksemproblemer. I en undersøgelse fra Videncenter for Allergi havde ca. hver 3. person med epoxyallergi fortsat eksem op til 5 år efter, allergien var konstateret.
Hyppige konsekvenser af epoxyallergi:
Livsvarigt eksem, problemer med at finde nyt job, lønnedgang eller pensionering er de hyppigste konsekvenser, som personer med arbejdsbetinget epoxyallergi oplever.
Undgå epoxyallergi og eksem:
-
- Beskyt dig rigtigt.
- Brug egnende beskyttelsesmidler (handsker, sko mm.)
- Læs ArbejdsPladsBrugsanvisningen (APB). Her står, hvordan du skal beskytte dig rigtigt ved arbejde med netop de epoxyprodukter, du bruger.
- Handsker skal være egnede til at modstå de produkter, du arbejder med.
- Engangshandsker må ikke genbruges.
- Handsker, sko og arbejdstøj skal være rene og hele.
- Lær at tage handsker af uden at der kommer epoxy på huden. (pdf)
- Se hvordan diagnosen epoxyallergi stilles
- Opslag til arbejdspladsen om epoxyallergi og håndeksem (pdf)
- Information til personer med epoxyallergi
- Hvad ved du om epoxyallergi – test dig selv