Aluminium (børn)

Lappeprøven viser at dit barn har allergi over for aluminium.

Allergi over for aluminium skyldes som regel vaccination med aluminiumsholdige vacciner. Aluminium anvendes i nogle vacciner for at vaccinen bedre kan stimulere immunsystemet så beskyttelse opnås.

Aluminiumsallergi opstået ved vaccination viser sig som oftest ved en knude i underhuden, der hvor vaccinen er givet. Hvis man har fået flere vacciner, kan der være flere knuder. Knuderne kaldes granulomer.

Typisk viser granulomet sig 3 måneder efter vaccinationen, men kan komme fra få uger til år efter.

Granulomet er ofte stærkt kløende. Der kan være øget hårvækst, ændret pigmentindhold eller eksem i huden over granulomet.

Hos 4 ud af 10 med allergi over for aluminium opleves, at kløen forværres i forbindelse med mave eller luftvejsinfektioner.

Hos 1 ud af 6 opleves udslæt ved kontakt med kosmetikprodukter med aluminium i, fx solcremer eller anti-perspiranter.

Hvad kan vi gøre ved kløen?

Kløe om natten kan mindskes ved at barnet sover køligt.

Det er vigtigt at forhindre kradsning i huden både om dagen og om natten fx ved en forbinding eller plaster.

Behandling i perioder med binyrebarkhormoncreme kan være nødvendigt – tal med lægen herom.

Hvordan vil det gå?

Granulomet kan være til stede i lang tid op til flere år, men kløen vil som oftest langsomt aftage. Aluminiumsallergien ser også ud til at mindskes med tiden hos de fleste.

I en svensk undersøgelse kunne man ikke længere påvise aluminiumsallergi hos 2 ud af 3 børn, da der var gået 5 år eller mere fra allergien blev påvist første gang. Jo længere tid der var gået, jo større sandsynlighed var der for at allergitesten med aluminium var negativ.

Hvor findes aluminium?

I vacciner:

Aluminium findes i alle vacciner mod difteri, stivkrampe og kighoste, når de forekommer alene eller i kombination.

Aluminium findes fx også i vacciner mod HPV,  pneumokok, leverbetændelse A (visse vacciner), leverbetændelse B, TBE og  meningitis C.

Aluminium findes i allergenekstrakter, der bruges til hyposensibilisering også kaldet allergivaccination.

Hvis du har brug for at vide om der er aluminium i en vaccine, må du spørge lægen eller tjekke produktinformationen.

I kosmetik:

Aluminiumsforbindelse anvendes i solcremer og i anti-perspiranter. Alle indholdsstoffer i kosmetik-produkter skal være deklareret, så det er muligt for forbrugeren at se, om aluminium findes i produktet. Man skal kun undgå disse produkter, hvis der opleves udslæt/eksem ved brug.

Andet:

  • Tatoveringsfarver
  • Metalgenstande som knapper og spænder, køkkengrej, gryder, redskaber mm.
  • Visse typer mavesårsmedicin
Hvad med maden?

Aluminium findes naturligt i en række fødevarer, som oftest i små mængder, dvs. under 0,0005%.

Der er ingen videnskabelig baseret erfaring for at aluminium i maden spiller en rolle for symptomerne.

Hvad med fremtidige vaccinationer?

Man ved ikke præcis, hvor mange der vil udvikle granulomer igen, hvis de på ny vaccineres med aluminiumholdig vaccine.

I en svensk undersøgelse af 40 børn, som havde udviklet aluminiumsallergi ved vaccination, var 25 blevet vaccineret igen efter påvisning af aluminiums-allergien. Hos 2 (8 %) udvikledes igen granulomer, mens de øvrige tålte vaccinationen.

Serum Instituttet kan rådgive lægen, om hvordan man skal forholde sig ved fremtidig vaccination.

Det anbefales at alle aluminiumsholdige vacciner gives i musklen (intra-muskulært), da det mindsker risikoen for at allergi og granulomer opstår.

 Dansk Kontakt Dermatitis Gruppe og Videncenter for Allergi, Gentofte Hospital

Maj 2017