Binyrebarkhormon
Lappeprøven viser allergi over for nogle af de hormoner, der har været anvendt i cremer til at behandle din hudlidelse med. Denne type hormoner kaldes binyrebarkhormoner eller glukokortikoider.
Såfremt du kommer i kontakt med de binyrebarkhormoner, du ikke tåler, på huden, vil dit eksem kunne blusse op eller blive kronisk.
Allergien er varig, men den kan svækkes med tiden, hvis du undgår hudkontakt med de binyrebarkhormoner, du ikke tåler.
Der findes flere forskellige typer binyrebarkhormoner, som anvendes ved behandling af hudlidelser.
Du er kun allergisk over for nogle af disse hormoner, og hudlægen vil rådgive dig om hvilke produkter, du kan behandle din hudlidelse med fremover uden at få eksem.
Husk altid at oplyse læger og andre behandlere om din allergi over for binyrebarkhormon (glukokorticoider), specielt hvilken type du ikke tåler.
Nogle af binyrebarkhormonerne anvendes ikke kun i cremer/salver til huden men også som tabletter, til injektion, som astma/høfebermidler i dråbe og sprayform, som øjendråber, i behandlingen af gigt og visse tarmlidelser. Det er derfor vigtigt, at du altid fortæller læger, tandlæger og andre behandlere om din allergi over for binyrebarkhormon (glukokortikoider).
Læs mere om allergi på www.videncenterforallergi.dk.
Videncenter for Allergi, Gentofte Hospital
og Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe
September 2008