Hyppighed

Midlertidige tatoveringer

I 2006-08 besvarede 3.441 på et spørgeskema om deres generelle helbred, som led i en undersøgelse på Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed. I spørgeskemaet indgik spørgsmål om sorte hennatatoveringer (Hansen HS et al, 2010).

I alt svarede:

  • 6,3 pct., at de havde fået en sort henna tatovering, flere blandt kvinderne (8,3 pct.) end blandt mændene (3,7 pct.).
  • Sorte hennatatoveringer var især populære blandt unge i alderen 18-24 år. Her angav 33,3 pct. af de adspurgte kvinder og 9,1 pct. af de adspurgte mænd at have fået en sort hennatatovering.
  • I alt 2,3 pct. af de hennatatoverede personer havde reageret på tatoveringen og havde således sandsynligvis udviklet en allergi over for det sorte farvestof i tatoveringen.

Undersøgelsen omfattede ikke børn, men man må mistænke at der kan være endnu flere i de helt unge aldersgrupper, som har været hennatatoveret.

Et engelsk studie fandt, at 7 pct. af de voksne, der deltog i undersøgelsen, havde prøvet at få lavet en midlertidig tatovering, men 14 pct. af deres børn havde prøvet det.

I en undersøgelse blandt 1.679 nuværende og tidligere frisører, gennemført af Videncenter for Allergi og Videncenter for Frisører og Kosmetikere i fællesskab, svarede ca. 20 pct., at de havde prøvet at få en midlertidig sort hennatatovering.

Af dem, der havde fået en midlertidig tatovering, havde 2,3 pct. oplevet tegn på allergi i forbindelse med tatoveringen (Hansen HS et al, 2010).

Permanente tatoveringer

En panelundersøgelse foretaget af YouGov til Miljøstyrelsen samt en spørgeskemaundersøgelse fra Videncenter for Allergi sammen med Forskningscenter for Sundhed og Forebyggelse viser begge, at ca. 15 pct. af den danske befolkning er permanent tatoveret (Bjerre et al., 2018). Data fra samme spørgeskemaundersøgelse viser, at ca. 6 pct. af de tatoverede har oplevet eksem, sårdannelse og/eller infektion i deres tatovering. Forekomsten af allergiske reaktioner kendes ikke, da det endnu er svært at afgøre hvornår en gene eller komplikation er allergisk.

Læs mere