Predictive factors of self-reported hand eczema in adult Danes – a population based cohort study with 5 year follow-up
Omkring 10 % af den danske befolkning vil i løbet af et år have symptomer på håndeksem. Håndeksem opstår typisk efter gentagen hudkontakt med stoffer som kan forårsage en irritativ og/eller allergisk reaktion. Personer der har haft atopisk eksem i barndommen er særligt disponerede for at udvikle håndeksem senere i livet, særligt hvis man også har en mutation i det gen der koder for hudproteinet filaggrin. Filaggrinproteinet er med til at opbygge vores hudbarriere, der beskytter imod stoffer fra omgivelserne. Studier har vist, at mindst 8 % af den danske befolkning har en filaggrin-genmutation der medfører en hel eller delvis filaggrinmangel i huden. Samspillet mellem håndeksem, atopisk eksem og filaggin gen-mutationer er endnu ikke fuldt belyst.
I denne artikel benyttes data fra et befolkningsstudie hvor 2270 tilfældigt udvalgte voksne danskere svarede på spørgsmål omkring eksem og hudsymptomer. Alle deltagere blev yderligere testet for filaggrin-genmutationer.
Studiet viste, at atopisk eksem i barndommen er den største risikofaktor for både vedvarende og nyudviklede tilfælde af håndeksem hos voksne. Derimod var filaggrin gen-mutationer kun associeret med persisterende håndeksem blandt personer med tidligere atopisk eksem. Slutteligt fandt vi, at kontakt allergi, der f.eks. kan forårsages af allergener i kosmetik og hudplejeprodukter, var associeret med persisterende håndeksem også blandt personer uden tidligere atopisk eksem.