Kontaktallergi overfor gummiacceleratorer i perioden 1990-2019
Gummiacceleratorer er stoffer der bruges i produktionen af gummiprodukter, f.eks. gummihandsker, til at øge produktionshastigheden og gummiets kemiske egenskaber. Problemet med gummiaccelerator er, at de kan forårsage kontaktallergi og dermed allergisk kontakteksem.
I dette studie undersøger vi prævalenser, trends og associationer for kontaktallergi over for gummiacceleratorer i 30-års perioden 1990-2019 for eksempatienter lappetestet på Gentofte hospital.
Vi fandt at prævalensen for kontaktallergi til mindst en af gummiacceleratorerne fra den europæiske basisserie var 2.7%. Prævalensen faldt signifikant fra 1990 til 2001 og var derefter stabil fra 2002 til 2019. Kontaktallergi over for gummikemikalier var associeret med erhvervsmæssig kontakteksem, håndeksem og eksem på benene/fødderne. De hyppigste erhverv var sundhedsarbejdere, folk der arbejdede med fødevare og rengøringsfolk, mens den hyppigste eksponering var handsker.
I studiet konkluderer vi, at forebyggelsen mod kontaktallergi overfor gummiacceleratorer skal forbedres f.eks. ved bedre mærkning af gummihandskers indhold af gummiacceleratorer.
Original overskrift: Contact allergy to rubber accelerators in consecutively patch tested Danish eczema patients: A retrospective observational study from 1990 to 2019