Markedsundersøgelse af gummiacceleratorer i gummihandsker

Gummihandsker indeholder gummiacceleratorer, der kan give kontakt allergi og dermed allergisk kontakteksem. I dette studie ønskede vi at undersøge, hvilke gummiacceleratorer der findes i gummihandsker.

Vi samlede 51 forskellige gummihandsker fra forskellige erhverv som hyppigt bruger handsker fx kokke, rengøringspersonale og mekanikere. Handskerne blev indsamlet på Nørrebro, Vesterbro, Østerbro, Frederiksberg og indre by i København. Herefter analyserede vi de indsamlede gummihandsker for deres indhold af gummiacceleratorer på hudafdelingen i Malmø, som er specialister i kemi og gummiacceleratorer.

Vi fandt, at 90% af alle handskerne indeholdt gummiacceleratorer især såkaldte ”dithiocarbamater”. Der blev ikke fundet gummiacceleratorerne ”thiuramer” i nogen af handskerne. Vi fandt dithiocarbamate i en acceleratorfri handske, som ikke burde indeholde gummiacceleratorer.

Kun få handskepakker angav indholdet af gummiacceleratorer i handskerne.

I studiet konkluderer vi, at gummihandskerne primært indeholder dithiocarbamater, at acceleratorfri handsker ikke nødvendigvis er acceleratorfrie og at der er et stort behov for, at handskepakker korrekt angiver, hvilke gummiacceleratorer der findes i handskerne. 

Original overskrift: Contents of sensitising rubber accelerators in disposable rubber gloves: A Copenhagen market survey