Aluminiumsallergi, granulomer og vaccination
Vacciner, der indeholder aluminium, kan give kløende granulomer (knuder) i underhuden, der hvor vaccinen er givet. Der kan ofte påvises aluminiumsallergi. Kløen kan være intens og vare fra måneder til flere år. Huden hen over knuden kan ændre farve, få øget hårvækst og der kan udvikles eksem. Granulomer er rapporteret efter vaccination for difteri-stivkrampe-kighoste, i kombination eller som enkeltkomponenter, hepatitis, HPV og efter hyposensibilisering (allergi-vaccination). Flere andre vacciner, som pneumokok- og TBE-vaccine, indeholder aluminium som hjælpestof (adjuvans), som bruges til at stimulere immunsystemet.
Studier fra Sverige i 1990’erne viste, at ca. 9 ud af 1000 børn vaccineret for difteri-stivkrampe-kighoste med vacciner fra Statens Serum Institut (SSI)udviklede længerevarende kløende granulomer. Senere er vacciner fra andre store producenter vist at kunne give lignende problemer uden det er muligt at sammenligne hyppigheden af bivirkninger.
Siden 1999 har Statens Serum Institut anbefalet, at man for at minimere risikoen for aluminumsgranulomer gav aluminiumsholdige vacciner intramuskulært i stedet for subcutant, dvs. i musklen i stedet for i underhuden. Opfølgende undersøgelser i Sverige af de børn, der fik granulomer og aluminiumsallergi i 1990’erne ved vaccination med vaccinen fra SSI og senere fra andre producenter har vist at:
- Granulomerne opstod 3 uger til 4 år efter vaccination
- Granulomerne var gennemsnitligt tilstede i 4,6 år (2,0-8,3 år)
- Aluminiumsallegien ikke længere kunne påvises hos 2 ud af 3 børn ved gentestning efter mere end 5 år.
- Ud af 40 børn med aluminiumsallergi og granulomer var 25 blevet revaccineret aluminiumsholdigvaccine intramuskulært i overarmen. Heraf fik 2 (8 %) granulomer igen.
De 15 som ikke var blevet revaccineret, var sandsynligvis de mest følsomme.
Hos ca. 17 % rapporterede forældrene, at børnene fik udslæt/eksem efter brug af fx. aluminiumholdig solcreme eller antiperspirant.
Der er meget sparsom viden om forekomsten af aluminiumgranulomer i Danmark og eventuelle konsekvenser. Det vides ikke om de om de meget få indberetninger, der aktuelt er til Lægemiddelstyrelsen, er udtryk for en lav forekomst eller underrapportering.
Læger opfordres derfor til at indberette granulomer og/eller aluminiumsallergi opstået efter vaccination som bivirkning til Lægemiddelstyrelsen (se link nedenfor).
Sundhedspersonale kan ved tvivlstilfælde få rådgivning vedrørende videre vaccination af personer med aluminiumsallergi/granulomer ved henvendelse til Statens Serum Instituts rådgivningslinje (åben daglig fra 8.30-11.00 og 14.00-15.00): telefon 32683038.
I alle tilfælde er det vigtigt at aluminiumsadsorberede vacciner gives intra-muskulært, som anbefalet.
Læs mere om: