Håndeksem blandt frisører
I dette studie undersøges, hvor hyppigt håndeksem forekommer, og om det er en årsag til at forlade frisørfaget. Undersøgelsen blev foretaget blandt 7.840 frisører uddannet i perioden 1985-2007. Et spørgeskema vedrørende håndeksem, dets relation til erhvervet og eventuelle karriereændringer, blev udsendt til alle. I alt 5.324 (67,9 %) personer besvarede
spørgeskemaet.
Af de, der besvarede spørgeskemaet, arbejdede 44,3 % ikke længere som frisør og havde i gennemsnit arbejdet 8,4 år i erhvervet, før de forlod det. Håndeksem var hyppigere blandt ex-frisører, hvor 48,4 % rapporterede håndeksem,
end blandt nuværende frisører, hvor 37,6 % angav håndeksem. Blandt de, der havde håndeksem, var 75 % mellem 15 og 24 år, da eksemet startede, og ca. halvdelen (45,5 %) angav eksemet som en årsag til karriereskiftet.
Håndeksem er således en væsentlig årsag til karriereskift blandt frisører, hvilket begrunder behovet for forebyggende tiltag i branchen.
Læs mere