Fornem pris til forsker fra Videncentret
Onsdag den 17. november modtog Jacob Pontoppidan Thyssen LEO Pharma Forskningsfonds årlige guldpris på DKK 1.000.000 for hans forskning inden for dermatologi.
Jacob Pontoppidan Thyssen afsluttede sin ph.d. ved Videncenter for Allergi i 2009 og arbejder i dag som læge i en uddannelsesstilling på Dermato-allergologisk afdeling på Gentofte Hospital.
Den 35-årige forsker har med sin forskning bragt international fokus på nikkelallergi, især relateret til smykker og mobiltelefoner.
Han har bl.a. vist, at Danmarks regulering af nikkel i forbrugerprodukter i 1990 har medført et signifikant fald i forekomsten af nikkelallergi blandt unge danske kvinder.
Samtidig har hans forskning givet vigtig information til lovgiverne som kan anvendes, når stramninger af nikkellovgivningen i EU diskuteres.