Cohort Profile: The Health2006 cohort, Research Centre for Prevention and Health
Health2006-kohorten blev oprettet for at forsøge at besvare forskningsspørgsmål omhandlende livsstilsrelaterede kroniske sygdomme som hjertesygdomme, diabetes, muskel-og skeletbesvær, astma, allergi, kroniske lungesygdomme og psykiske lidelser. Deltagerne i Health2006-kohorten udgør en tilfældig stikprøve fra baggrundsbefolkningen i alderen 18-69 år, der bor i den syd-vestlige del af Storkøbenhavn. I alt 3.471 personer indgik i studiet og deltog i en helbredsundersøgelse mellem juni 2006 og juni 2008. Fem-års follow-up undersøgelser pågår.
Alle deltagere udfyldte to spørgeskemaer med fokus på symptomer og diagnoser af sygdomme, fysisk aktivitet, rygning, alkohol, spisevaner, opfattet stress, fem-faktor personlighedstræk, psykiske problemer, livskvalitet, socioøkonomiske variabler og mange andre områder. Den fysiske undersøgelse omfattede målinger af hjerte-respiratorisk tilstand, muskelstyrke, lungefunktion, allergi og antropometriske mål. Desuden blev der indsamlet blodprøver, der anvendes til genotypebestemmelse og måling af metaboliske og ernæringsmæssige biomarkører.