Contact allergy to the 26 specific fragrance ingredients to be declared on cosmetic products in accordance with the EU Cosmetic Directive

Parfumestoffer er en hyppig årsag til allergisk kontakteksem. EU's kosmetikbekendtgørelse kræver, at 26 specifikke parfumestoffer skal deklareres på ingredienslisten af kosmetiske produkter. Vi har foretaget en undersøgelse af hyppigheden af allergi over for de 26 parfumestoffer og vurderet deres betydning i udredning af parfumeallergi.

 

Undersøgelsen er en retrospektiv undersøgelse baseret på data fra Dermato-allergologisk afd, Gentofte UniversitetsHospital. Eksempatienter (n = 1508), der var epikutantestet med de 26 parfumestoffer, blev inkluderet. Resultaterne viste, at 115 (7,6 %) havde en allergi over for et eller flere af de 26 parfumestoffer. De parfumestoffer, som hyppigst var årsag til allergi, var Evernia furfuracea (n = 50), Evernia prunastri (n = 31) og hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde (n = 24). Inkluderer man de øvrige screeningsmarkører for parfumeallergi (fragrance mix I, fragrance mix II og Myroxylon pereirae) fandt man, at 196 personer (13,0 %) havde en parfumeallergi. Såfremt de 26 individuelle parfumestoffer ikke var med i udredningen for allergi var 23 personer (11,7 %) ikke blevet identificeret med en parfumeallergi. Størstedelen (75,7 %) af de positive epikutantestreaktioner over for de 26 parfumestoffer var klinisk relevante reaktioner.

 

Konklusion: Allergi over for de 26 individuelle parfumestoffer forekom hos 7,6 % af eksempatienter undersøgt for allergi. Det er af stor værdi at inkluderere de 26 parfumestoffer i udredning af allergi, da det hjælper med at identificere allergier, der ellers ville være gået ubemærket hen. De vigtigste eksponeringer til parfumeallergisk kontakteksem var kosmetik (95,8 %), navnlig cremer, shampoo og parfumer.