Symptomer

Midlertidige tatoveringer

Allergi over for midlertidige hennatatoveringer viser sig ved, at huden bliver meget rød, kløende og hævet, der hvor tatoveringen er tegnet (se foto nederst på siden). Symptomerne vil typisk starte ca. en til to uger, efter man har fået tatoveringen.

Hævelserne kan være meget voldsomme, udslættet kan brede sig til hele kroppen og må ofte behandles med hormoncreme eller tabletter.

Det er ofte børn og unge som falder for fristelsen for at få en flot tegning på huden på en ferierejse sydpå eller lokalt på festivaler, markeder og lignende.

Allergien over for midlertidige tatoveringer skyldes det stærkt allergifremkaldende sorte farvestof, PPD, og den er livslang. Allergien betyder også, at man ikke vil kunne farve sit hår, da PPD og lignende stoffer anvendes til hårfarvning.

Gør man det alligevel, så er chancen for at ende på skadestuen eller intensivafdelingen stor på grund af udslæt og meget voldsomme hævelser i ansigtet og på halsen.

En undersøgelse fra Videncenter for Allergi har vist, at en del af de 12-15 årige børn, som ses på hospitalsafdelinger med allergisk reaktion på hårfarve, tidligere har haft udslæt af en sort hennatatovering.

Permanente tatoveringer

Flere oplever gener og komplikationer ved deres permanente tatoveringer. En spørgeskemaundersøgelse i 2010-2012 viste, at 6 pct. med permanent tatovering har oplevet eksem/udslæt, infektion, sårdannelse eller alle symptomer (Bjerre et al., 2018).

I den akutte fase efter en permanent tatovering kan man opleve smerte, hævelse, sår og der kan opstå infektion. Senere kan der opstå hævelser og der kan komme udslæt og knudedannelse (granulomer) i huden. Mange mindre hudgener ved tatoveringer er solinducerede (Hutton Carlsen et al., 2014). Nogle (3%-8%) af tatoverede angiver allergiske reaktion ved tatoveringer.

Vidensråd for Forebyggelse udgav i 2015 rapporten ”Tatovering – helbred, risici og kultur”, hvor den begrænsede viden der er om gener og komplikationer bl.a. er beskrevet. En nyere rapport ”Allergy and Tattoos”udgivet af Miljøstyrelsen i 2017 opsummerer viden om komplikationer og gennemgår stoffer i tatoveringsblæk, som kan fremkalde allergi.

Læs mere