Hvad kan du selv gøre?
Hvis du har fået latexallergi, skal du undgå naturgummi (=latex).
Du skal også være opmærksom på, at latexprotein kan spredes i luften og give anledning til luftvejsproblemer hos personer med latexallergi. Det kan derfor f.eks. være et problem for latexallergikere at arbejde i et rum, hvor andre anvender pudrede latexhandsker, fordi latexproteinet kan spredes med puderet.
I stedet for latexhandsker kan du f.eks. bruge vinylhandsker eller handsker af syntetisk gummi.
Husk at alle handsker, uanset allergi, kan give irritationseksem, hvis du bruger dem våde og/eller lang tid ad gangen.
Svære allergiske reaktioner
Kontakt med latexprotein på slimhinder kan give særlig svære reaktioner. Latex kan komme i kontakt med slimhinder ved f.eks. undersøgelser hos læge eller tandlæge, brug af kondomer eller oppustning af balloner med munden.
Oplys altid om din latexallergi, når du er til undersøgelse hos læge eller tandlæge.
Symptomer af fødevarer
Vær også opmærksom på, om du får symptomer, når du spiser banan, kiwi, ægte kastanje, papaja, figen, kartofler eller tomater. De indeholder alle protein, som ligner latex. Får du symptomer, skal du undgå indtagelse.