Symptomer

Allergi over for akrylater ses hos professionelle negleteknikere, kunder og hos forbrugere. Hos professionelle starter symptomerne ofte på fingerspidserne med rødme, hævelse og små blærer. Denne reaktion kan sprede sig til resten af hånden og der kan forekomme eksem i ansigtet med hævelse omkring øjnene. Hos kunder og forbrugere starter den allergiske reaktion som oftest ved rødme og hævelse omkring neglen. Den kan sprede sig op ad fingeren og til fingerspidserne, hvor der kommer blærer, der brister og bliver til små sår. Senere i forløbet bliver huden skællende og der kan opstå dybe revner i fingerspidserne. Ofte vil neglen løsnes helt eller delvist og hos nogle vil den naturlige negl være permanent deformeret. Symptomerne varer fra uger til måneder afhængig af sværhedsgrad. Nogle akrylater kan give langvarige føleforstyrrelser i fingerspidserne med prikkende og stikkende fornemmelser, som følge af påvirkning af følenerverne.

Andre anvendelser

De samme akrylater, der anvendes til kunstige negle/gellakker, anvendes også af tandlæger til plastplomber og til proteser mm., samt til cementering af f.eks. kunstige hofter og knæ. De anvendes også i industrien i mange processer, og indgår i visse malinger, lakker og fugemasser.

Allergi over for akrylater er meget kendt fra tandlæger og tandteknikkere. I 1990’erne hvor disse materialer vandt udbredelse blev mange tandlæger og tandteknikkere allergiske over for akrylater og måtte forlade faget. Senere har man indkapslet akrylaterne i særlige beholdere, som gør at tandlægerne ikke så nemt får kontakt med de allergifremkaldende stoffer. Patienter kan blive allergiske over for akrylater ved tandarbejdet, men det ses sjældent, da der ikke er kontakt mellem de uhærdede stoffer og huden/slimhinden. Symptomerne på allergi over for akrylater hos patienter ved tandarbejde vil være betændelse i mundslimhinden og/eller udslæt omkring munden evt. udbredt udslæt.