Lovgivning

Nikkelallergi har traditionelt været forårsaget af nikkelfrigivelse fra smykker, bukseknapper, lynlåse, ure, brillestel, spænder, mobiltelefoner og meget andet.

Frigivelse af nikkel i visse forbrugerprodukter har været lovreguleret i Danmark siden 1990. En tilsvarende EU-lovgivning (EU’s nikkeldirektiv), som blev vedtaget i 1994 og trådte i kraft i 2001, har også bidraget til den generelle forebyggelse af nikkelallergi. Det betyder, at der er grænser for, hvor meget nikkel, nogen genstande må frigive. Fra 2009 er EU´s nikkeldirektiv inkluderet i REACH (Registration, Evaluation, Authorisation and restriction of Chemicals). Lovteksten findes på European Chemicals Agency (ECHA) hjemmeside.

Grænser

  • Piercingsmykker, ørestikkere m.m., som indsættes i huller i ører eller resten af kroppen, skal frigive mindre end 0,2 µg nikkel/cm²/uge.
  • Andre nikkelholdige produkter, der er beregnet til at komme i direkte og langvarig berøring med huden f.eks. smykker og mobiltelefoner må ikke frigive mere end 0,5 µg/cm²/uge.

EU’s nikkeldirektiv blev udfærdiget på grundlag af den danske nikkellovgivning. Grænseværdierne omfatter kun genstande der er beregnet til ”direkte og langvarig hudkontakt”. Langvarig hudkontakt blev defineret 2014 som kontinuerlig hudkontakt i minimum 30 minutter én gang eller 10 minutter tre gange indenfor en periode på 2 uger. En liste med eksempler på genstande som er omfattet forefindes i lovteksten. European Chemicals Agency (ECHA) har erklæret, at alle genstande beregnet til direkte og langvarig hudkontakt er reguleret, uanset om de er beregnet til erhvervsmæssig brug eller til forbrugere.

Producenter har ansvaret

Enhver, der producerer, importerer eller sælger produkter, som der kan være nikkel i, har ansvaret for at overholde reglerne.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører tilsyn med, at reglerne overholdes. Overtrædelser af loven, kan meldes til dem.