Hyppighed
Allergi over for konserveringsmidler i kosmetik er en af de hyppigste årsager til kontaktallergi. Nogle er stærkt allergifremkaldende og hyppige årsager til allergi, mens andre relativt sjældent er årsag til allergi.
Samlet set kan omkring seks pct. af de, der allergitestes i Danmark, ikke tåle konserveringsmidler, men hyppigheden svinger fra stof til stof.
Allergihyppighed over for de enkelte stoffer
En undersøgelse (Thyssen et al, 2010) har undersøgt hyppigheden af allergi over for de mest brugte konserveringsmidler blandt personer, der blev allergitestet med en lappeprøve i perioden 1985-2008 (se figur). Tallene er gennemsnit.
Undersøgelsen viste, at allergi fordeler sig således på de forskellige konserveringsmidler:
- Parabener er de hyppigst anvendte konserveringsmidler, men forekomsten af allergi er relativ lav: 0,5 pct.
- Methylchloroisothiazolinone/methylisothiazolinone (MCI/MI): 1,8 pct.
- Formaldehyde: 3,1 pct.
- Formaldehyde-frigørere:
- Quaternium-15 (formaldehyde-releaser): 1 pct.
- Diazolidinyl urea (formaldehyde-releaser): 1,6 pct.
- Imidazolidinyl urea (formaldehyde-releaser): 0,8 pct.
- 2-Bromo-2-nitropropane-1,3-diol: 0,6 pct.
- DMDM hydantoin: 0,7 pct.
- Iodopropynylbutylcarbamat (IPBC): 0,4 pct.
- Methyldibromo glutaronitrile: 3,7 pct.
Dette tal er et gennemsnit fra årene 1985-2008. Siden stoffet blev forbudt i 2007 har forekomsten af denne allergi været faldende.
Klik på grafen, hvis du vil se den i større format.
Graf over hyppigheden af allergi over for konserveringsmidler udtrykt i % af testede eksempatienter
Herudover har methylisothiazolinone anvendt alene vist sig at være en hyppig årsag til allergi. Læs mere.
Det ses ofte, at allergier udvikler sig, et stykke tid efter et nyt stof er kommet på markedet.
De hyppigst anvendte stoffer
En svensk undersøgelse (Yazar et al, 2010) fra 2010 af ingredienslisterne på 204 kosmetiske produkter viste, at parabener blev brugt i 44 pct., formaldehyde-frigørere i 25 pct., og isothiazolinoner (MCI/MI) i 23 pct. af produkterne.