Lovgivning
Indholdstoffer i kosmetik, herunder konserveringsmidler, er reguleret ved et EU-direktiv, som er implementeret i Danmark gennem kosmetikbekendtgørelsen.
Alle kosmetiske produkter skal i følge loven være mærket med en indholdsdeklaration. Dvs. at konserveringsmidlerne skal stå på produktets indholdsfortegnelse, således at man som allergiker kan gå uden om produkter, der indeholder det stoffer, man ikke kan tåle.
Reglerne gælder for alle kosmetiske produkter købt inden for EU. Man skal være opmærksom på, at andre regler for deklaration kan gælde i lande uden for EU.
Ingredienserne i kosmetik har særlige navne, der skal bruges på deklarationerne. Disse navne kaldes INCI-navne. Stofferne må ikke angives med andre navne og skal altid staves på samme måde.
En undersøgelse fra Videncentret har dog vist, at det er svært for mange allergikere at læse indholddeklarationer på kosmetik pga. meget lille skrift og lange kemiske navne.
Methyldibromo glutaronitrile
Der blev i 2007 vedtaget et forbud mod methyldibromo glutaronitrile (MG), som var et af de mest allergifremkaldende konserveringsmidler, i kosmetik. Stoffet kan stadig forekomme i industrielle produkter, andre forbrugerprodukter samt i gamle kosmetiske produkter (fra før 2008) eler i produkter indkøbt uden for EU.