Binyrebarkhormon
Binyrebarkhormoner (også kaldet glykokortikoider eller (kortiko)steroider) er en gruppe stoffer med antiinflammatorisk effekt – dvs. de virker mod betændelsestilstande i kroppen, der ikke skyldes bakterier, vira eller svampe.
Binyrebarkhormoner bruges i behandlingen af mange forskellige tilstande som f.eks. hudsygdomme, astma, høfeber, ledsygdomme og visse mave-tarmsygdomme.
Som medicin findes binyrebarkhormon som creme/salve, tabletter, til injektion, til inhalation samt som dråber og sprays.
Der findes flere forskellige typer binyrebarkhormoner.
Binyrebarkhormoner kan give anledning til kontaktallergi og meget sjældent straksreaktioner (Type I allergi).
Hyppighed
Omkring 2 % af de patienter, der med en lappeprøve undersøges for kontaktallergi i Danmark, lider af allergi over for et binyrebarkhormon.
Den hyppigste årsag til binyrebarkhormonallergi er påføring af hormoncremer/salver på huden.
Allergi over for tabletter, injektioner, inhalationer mv. er sjældent forekommende.
Derfor ses denne type allergi specielt hos eksempatienter, men sjældent hos f.eks. astmapatienter.
De typer binyrebarkhormoner, der hyppigst forsager allergi, er: Budesonide, tixocortol-21-pivalate og hydrocortisone-17-butyrate.
Der kan forekomme såkaldte krydsreaktioner imellem flere typer af binyrebarkhormoner.
Symptomer
Hvis du kommer i kontakt med binyrebarkhormoner, du ikke tåler på huden, kan dit eksem/hududslæt blive forværret eller blive kronisk.
Symptombilledet kan dog variere en del pga. binyrebarkhormeners immundæmpende egenskaber.
Diagnose og behandling
Diagnosen kontaktallergi overfor binyrebarkhormoner stilles af en hudlæge ved hjælp af en lappeprøve. Testen vil ofte blive suppleret med prøver fra egne produkter.
Behandlingen består i at undgå de typer binyrebarkhormoner, du ikke tåler samt at behandle udslættet med produkter du godt kan tåle. Hudlægen vil rådgive dig om hvilke produkter, du kan behandle din hudlidelse med fremover.
Allergien er varig, men den kan svækkes med tiden, hvis du undgår kontakt med de binyrebarkhormoner, du ikke tåler.
Hvad kan du selv gøre?
Undgå kontakt med de typer binyrebarkhormoner, du ikke tåler.
Husk derudover altid at oplyse læger og andre behandlere om din allergi over for binyrebarkhormon, specielt hvilken type du ikke tåler.
Videnskabelige artikler
- Baeck M, Marot L, Nicolas J-F, Pilette C, Tennstedt D, Goossens A. Allergic hypersensitivity to topical and systemic corticosteroids: a review. Allergy. 2009 Jul;64(7):978–94.
- Nguyen HL, Yiannias JA. Contact Dermatitis to Medications and Skin Products. Clin Rev Allergy Immunol. 2019 Feb;56(1):41–59.
- Vind-Kezunovic D, Johansen JD, Carlsen BC. Prevalence of and factors influencing sensitization to corticosteroids in a Danish patch test population. Contact Dermatitis. 2011 Jun;64(6):325–9.
- Brandão FM, Goossens A. Topical Drugs. In: Johansen JD, Johansen, J. D. P. L. Frosch JL, editors. Contact Dermatitis [Internet]. Berlin, Heidelberg: Springer Berlin Heidelberg; 2011. p. 729–62. Available from: http://link.springer.com/10.1007/978-3-642-03827-3_38
- Opstrup MS, Garvey LH, Johansen JD, Bregnbak DK, Thyssen JP. A contact allergic reaction to budesonide mimicking immediate-type allergy. Contact Dermatitis. 2017 Jul;77(1):62–3.