Lysbehandling med UVB (TL01)-lys

UVB-lys er effektivt til behandling af længerevarende håndeksem, som ikke kan behandles alene med lokalt virkende behandlingsmidler, som fx hormoncremer. Lysbehandlingerne foregår i hudlægepraksis eller på hudafdelingerne på hospitalerne.
Behandlingen gives normalt 3 gange om ugen i 3 til 6 uger. Dette afhænger af eksemets sværhedsgrad.

Hvad er UVB?
UVB står for kortbølget ultraviolet lys. Det ultraviolette lys er en del af det naturlige sollys. Det inddeles i UVB-lys, som er den kortbølgede del og UVA-lys, som er det langbølgede ultraviolette lys. UVB-lys kan yderligere inddeles i bredspektret UVB-lys og smalspektret TL-01 lys.

Hvordan gives behandlingen?
Behandlingen foregår ved, at man sidder på en stol og holder hænderne inde i et særlig lysapparat.


 

Lysdosis gives efter faste retningslinier, hvor lysdosis afstemmes efter hudtype og hvor godt man tåler behandlingen. Ved første behandling får man lys i cirka 15 sekunder. Hvis man tåler lyset godt, stiger antallet af sekunder hveranden gang. Man skal beregne cirka 15 minutter til behandlingen pr. gang. Under behandlingen skal øjnene beskyttes med solariebriller, ligesom der afdækkes med grønne stykker stof for at beskytte den del af huden, der ikke skal behandles.

I starten af behandlingsperioden kombineres lysbehandlingen ofte med binyrebarkhormoncreme (læs om hormoncremer). Når der begynder at komme effekt af lysbehandlingen, trapper man ud af behandlingen med hormoncremen.
 

Ulemper og bivirkninger ved behandlingen

Lysbehandlingen udtørrer huden, så det er vigtigt at bruge rigeligt med fugtighedscreme.

Der er en let øget risiko for at få hudkræft ved al lysbehandling. Dette afhænger dog også af, hvor meget sol og lysbehandling, man ellers har fået gennem livet. Undgå yderligere solpåvirkning på hænderne de dage, hvor der er givet lysbehandling. Hvis ophold i solen ikke kan undgås (f.eks. ved udearbejde), anbefales solcreme med SPF på over 30 – eller brug bomuldshandsker som solbeskyttelse.

Der kan forekomme lettere forbrændinger trods omhyggelig lysdosering. I de tilfælde justeres lysdosis så man stiger langsommere.