Vælg den rigtige type
Valg af handske afhænger først og fremmest af, hvad den skal beskytte mod. Der kan være særlige krav på arbejdspladsen til handskernes tæthed fx på grund af udsættelse for visse kemiske stoffer eller af hensyn til fødevaresikkerhed. Her må man følge arbejdspladsbrugsanvisninger og udstukne regler fra sikkerhedsorganisationen.
Ved ’våde’ aktiviteter som opvask og rengøring må handskerne nødvendigvis være vandtætte for at yde huden beskyttelse. Der er fire hovedgrupper af materialer, der opfylder dette: naturgummi (latex), syntetisk gummi, vinyl (PVC) og plastik (polyethylene). Ved arbejde med hænderne nedsænket i vand bør man have en handske, der har så lang manchet, så håndled også er beskyttede og der ikke trænger vand ned i handsken. Derimod behøver handsken måske ikke at være tætsluttende og langskaftet, hvis der blot er tale om lidt vandstænk.
Ved andre aktiviteter som fx havearbejde eller anlæg af flisebelagt terrasse er det mere vigtigt, at handsken er støvtæt og har polstring, så hænderne beskyttes mod friktion og mekanisk slid af huden.
Valget står også mellem engangshandsker og handsker til flergangsbrug og afhænger desuden af hvilket handskemateriale, man selv kan tåle. Til våde aktiviteter fås både engangshandsker og handsker til flergangsbrug i de forskellige ovennævnte materialer.
Engangshandsker
Engangshandsker er oftest af tyndt, elastisk materiale, der slutter godt til om hånden. Engangshandsker er typisk 24 cm lange, men kan også fås i 30 cm’s længde.
Handskerne må ikke genbruges, og slet ikke ved at vende vrangen ud på dem. Selvom handskerne tilsyneladende er hele, risikerer man at få allergifremkaldende og hudirriterende stoffer på huden, når man tager handsken på igen. Man risikerer også, at handsken ikke længere er modstandsdygtig mod de påvirkninger, man vil beskytte sig mod.
Handsker til flergangsbrug
Handsker til flergangsbrug er typisk af kraftigere materiale og er oftest velouriseret. Dette betyder, at handsken er støbt med en inderbeklædning af bomuldsmateriale for øget komfort og til at opsuge fugt. Flergangshandsker er typisk 30-33 cm lange, men man kan også få handsker, der er 40 cm eller længere.
Efter brug anbefales at hænge handskerne med åbningen opad, så fugtig luft fra handskens inderside kan komme ud. Brug eventuelt klemmer på en buksebøjle eller tørrestativ.
Man bør undlade at dele handsker med andre både af hensyn til hygiejne og smitterisiko, men også fordi man i givet fald ikke kan vide, hvad handsken har været brugt til og hvor længe. Det kan have indflydelse på handskens holdbarhed og evne til at holde kemiske stoffer ude.