Revner (fissurer) i huden

Hvad er fissurer?

Fissurer er revner, der kan komme i den tørre og fortykkede hud ved håndeksem. De kan være generende f.eks. ved kontakt til håndsprit, citrusfrugter m.m.

Fissurerne kan være meget ømme og smertefulde fx ved berøring. Det kan være vanskeligt at bruge hænderne herunder at kunne passe sit arbejde.

Foto: D@nderm

Sådan forebygges og behandles fissurer

Fissurer opstår ved længerevarende håndeksem, hvor huden er blevet stiv og uelastisk. Overordnet set handler det derfor om at behandle eksemet i ro, så fissurer ikke opstår. Hav derfor en god behandlingsplan i samarbejde med hudlægen og følg denne.

For at forebygge fissurer kan det anbefales at bruge fed fugtighedscreme flere gange dagligt. Supplér eventuelt med fed creme under bomuldshandske til natten.

Til afhjælpning af fissurer kan anvendes hydrokolloid-sårbandager, som vist nedenfor.

Hydrokolloid

Hydrokolloid er en fugtbevarende sårbandage, som bruges til mange forskellige sårtyper. Mange kan have glæde af denne ved fissurer, da bandagen kan klippes til, så den passer til det område på hænderne, der skal beskyttes og behandles. Mange kender også hydrokolloid-bandager som vabelplaster.

Hydrololloid-bandagen dæmper smerter, da den lægger sig som et ekstra kunstigt hudlag, der holder sårrandene sammen. Derved undgås smertefulde træk i huden. Hydrololloid fremmer opheling og kan eventuelt kombineres med hormoncreme i fissuren efter aftale med lægen. Hydrokolloid købes på Apoteket (skal eventuelt bestilles hjem) eller via internettet. Der findes forskellige produkter f.eks. DuoDERM, Compeed eller Tegaderm.

Behandling med Lapis 2% opløsning

Nogle har glæde af behandling med Lapis. Lapis er et lægemiddel, der har været brugt i mange år. Det består af sølvnitrat, som også bruges til ætsning. Lapis har den evne, at når det smøres direkte i fissuren, får det huden til at lukke sig. Behandling med Lapis gives efter lægeordination og foregår ved at smøre Lapis direkte i fissuren, som derefter lades urørt.