Håndhygiejne
Det er vigtigt at holde hænderne rene både i forhold til bakterier og risiko for smitte, men også i forhold til diverse skidt, støv og snavs. Det har dog stor betydning for den beskadigede hud ved håndeksem, hvordan håndhygiejne udføres.
Problemet er, at hudens naturlige fedtlag vaskes af hænderne, når håndvask foregår med vand og sæbe (se film her). Fedtlaget er en vigtig del af hudens barrierefunktion. Det vil sige, at den sårbare hud med eksem bliver endnu mere sårbar efter håndvask. Derfor anbefales det i stigende grad at erstatte håndvask med vand og sæbe med brug af hånddesinfektionsmiddel (håndsprit). Der er dog situationer, hvor håndvask kan være nødvendig som når hænderne er våde eller med synligt snavs. Men da brug af håndsprit er mere skånsom mod hænderne, bør man overveje, om antallet af håndvask kan minimeres og erstattes med brug af håndsprit, se nedenfor. Derudover kan man vælge at bruge en hudvenlig sæbe.
Hvilken sæbe anbefales?
- Hvis der bruges flydende sæbe, bør man være opmærksom risikoen for allergi over for konserveringsmidler samt undgå parfume
- Brug evt. fast sæbe, da disse indeholder mindre mængde konserveringsmiddel end flydende sæber. Husk at lade sæben hænge og lufttørre ved at bruge sæbemagnet, så væksten af bakterier mindskes
- En hudvenlig sæbe har en pH–værdi på cirka 5,5 – 7
En korrekt håndvask tager ét minut
- Gør først hænderne våde i lunkent vand. Man bør altid have gjort sine hænder våde forud for sæben, fordi sæben ellers vil irritere huden for meget
- Sæben fordeles rundt på alle steder af hænderne, på håndflader, mellem fingrene, på hver finger, på håndrygge og omkring håndled
- Sæben skal indgnides og være i kontakt med hænderne i minimum 15 sekunder
- Skyl alle sæberester af i rindende lunkent vand
- Tør herefter hænderne grundigt, men skånsomt, ved at duptørre. Hvis man gnider for meget med papir eller håndklæde, har det nærmest effekt som sandpapir og fjerner unødigt meget af det beskyttende hornlag
- Brug evt. engangspapirhåndklæde til at lukke vandhanen med til slut
Hvornår bruges håndsprit?
Håndsprit er mere skånsom end håndvask. Samtidig er håndsprit mere effektiv over for mikroorganismer end håndvask med vand og sæbe. Hvis hænderne ikke er synligt snavsede eller våde, kan håndsprit derfor anbefales. Håndsprit er baseret på alkohol og tilsat glycerol, der tilfører huden fedtstof. Der findes forskellige alternativer til flydende håndsprit, f.eks. gel og spritservietter. Undgå håndsprit med indhold af parfume.
Colourbox
Sådan anvendes håndsprit
- Brug cirka 2 ml håndsprit, og så meget, at hænderne er våde i 30 sekunder.
- Gnid omhyggeligt håndspritten ind på håndflader, håndryg, fingre og håndled. Vær særlig omhyggelig ved negle.
Håndsprit kan svie, især hvis der er revner i huden. Men huden tager ikke skade af det og mange med håndeksem fortæller, at man vænner sig til det. På grund af glycerolindholdet i håndsprit tilføres huden fedt istedet for at blive affedtet.
Man kan købe håndsprit på apoteket eller ved køb via nettet. Hvis man skriver ‘køb af håndsprit’ i søgefeltet på sin browser, kommer der flere forskellige salgssider op.