Hormoncreme

Binyrebarkhormoncremer er meget efektive til behandling af eksem og kan ofte bringe et eksemudbrud til ro på få dage.

Behandlingen bør imidlertid oftests fortsættes i nogle uger, og når eksemet er i ro er det vigtigt, at behandlingen aftrappes langsomt for at undgå at få hurtigt tilbagefald.

Har man f.eks. smurt sig to gange dagligt i en uge er det almindeligt at trappe ned til en gang dagligt i en uge, og herefter til behandling hveranden dag.

Eventuelt kan længere tids vedligeholdelsesbehandling gennem måneder aftales med lægen. Dette er særlig aktuelt hvis det drejer sig om eksem på hænderne.

Flere styrker

Binyrebarkhormoncremer findes i 4 styrker (gruppe 1-4).

Gruppe 1 er en mild binyrebarkhormoncreme, som ikke er receptpligtig. Denne creme anvendes overvejende til børn eller til behandling af ansigt hos voksne, men er i de fleste tilfælde ikke effektiv nok til f.eks. at behandle et håndeksem hos en voksen person.

I den anden ende af spektret findes gruppe 4 cremer, som er særdeles effektive, men som også hurtigt giver anledning til bivirkninger.

Hvilken gruppe af binyrebarkhormoncreme, der skal behandles med, afhænger dels af personens alder – børn generelt skal behandles med svagere gruppe end voksne – men også af hvilket hudområde eksemet sidder på.

Til behandling af huden i ansigtet skal generelt vælges en mildere gruppe binyrebarkhormoncreme end til behandling af hud på kroppen. Ligeledes er huden på hænderne mere robust i håndfladerne end på håndrygge. I håndflader tåles en stærk binyrebarkhormoncreme oftest godt, mens der på håndryggen hurtigere udvikles bivirkninger til behandlingen.

Bivirkninger

Bivrkninger til behandling med binyrebarkhormoncremer er først og fremmest, at huden bliver tynd og gennemsigtig.

Forandringerne forsvinder igen, hvis man ophører med behandlingen i tide.

Hvis det er mindre hudområder, der behandles (f.eks. et ansigtseksem eller et hånd-og fodeksem) er den mængde binyrebarkhormon der optages i kroppen forsvindende lille, og man behøver ikke bekymre sig om en eventuel bivirkning fra dette. Ved behandling af større hudområder kan binyrebarkhormon optages fra huden, men der skal anvendes store mængder før det giver anledning til bivirkninger.

Binyrebarkhormoncremer og -salver er forsat en meget vigtig og effektiv behandling af eksem. Behandlingen må undertiden anvendes over lange perioder, og behandlingsforløbet bør tilrettelægges i samråd med egen læge eller en hudlæge.

Binyrebarkhormoncreme kendes også under navnene hormoncreme, binyrebarkcreme og glukokortikoider. Cremerne har været markedsført siden midten af 1960´erne, og det betyder at både virkning og bivirkninger til cremerne er velkendte.

Læs mere om virkning og bivirkninger ved brug af “glukokortikoider til udvortes brug” på medicin.dk