Allergi over for multiple kemiske stoffer

Man ved meget lidt om den gruppe mennesker, der udvikler allergi over for multiple kemiske stoffer. Allergi over for multiple kemiske stoffer har derfor været emnet for en række videnskabelige studier, der nu indgår i ph.d.-afhandling fra Videncenter fra Allergi.

 

15.000 personer er blevet undersøgt for kontaktallergi gennem de sidste 20 år på hudafdelingen, Gentofte Hospital. Heraf fik 5 % påvist allergi over for minimum tre kemiske stoffer samtidigt.

 

Disse multiallergiske patienter var overvejende kvinder i den ældre aldersgruppe. De fleste, dvs. 90 %, havde allerede multiple allergier, da de blev set på hudafdelingen første gang.

 

Hyppigheden af personer med multiple allergier steg med alderen, hvilket tyder på at udsættelserne i miljøet spiller en stor rolle for udviklingen af multiple allergier.

 

Allergimønstre

En række allergier var hyppigere hos patienter med multiple allergier end hos patienter med 1-2 allergier. Det gjaldt bl.a. kurvblomst- og kromallergi, mens nikkelallergi var sjældnere.

 

Der var kun mindre forskelle i sammenhængen mellem allergi over for bestemte stoffer og dét at have multiple allergier, og ingen fællestræk for de kemiske stoffer. Man kan derfor ikke slutte noget om risikoen for at have eller udvikle multiple allergier ud fra hvilke stoffer, man er allergisk overfor.

 

Reagerer ikke på mindre mængder

I et studie blev det vist, at personer med multiple allergier ikke reagerede på mindre mængder af det stof, de er allergiske over for i forhold til personer med 1-2 allergier.

 

Det vil sige, at man ikke kunne påvise, at personer med multiple allergier generelt var mere følsomme end personer med 1-2 allergier.

 

Sværere hudsygdom

Patienter med multiple allergier havde meget hyppigt håndeksem, mens forekomsten af skinnebens-sår var lav. Desuden fandt man et sværere eksem blandt patienter med multiple allergier, hvis de samtidig havde atopisk eksem (også kaldet børneeksem), og et mere langvarigt eksem blandt patienter med multiple allergier men uden atopisk eksem.

 

Risikoen for at have mange allergier over for kemiske stoffer var øget, hvis man havde atopisk eksem.