Allergisk kontakteksem ved anvendelse af insulinpumper og glukosesensorer hos børn med diabetes
Et stigende antal børn med type 1 diabetes henvises til landets hudlæger pga. eksem under de plastre, der fastholder enten en insulinpumpe, et insulininfusionssæt eller en glukosesensor.
Meget hyppigt viser det sig at børnene har udviklet én eller flere kontaktallergier over for indholdsstoffer i det anvendte device. Artiklen gennemgår den eksisterende viden på området. De hyppigste forårsagende allergener er akrylater og kolofonium. Udvikling af allergisk kontakteksem er et betydeligt klinisk problem. Børnene er plaget af kløende eksem, og det påvirker både barnets og familiens livskvalitet. Internationalt anerkendte forskere har for nylig sat fokus på netop behovet for lovgivning på europæisk niveau om fuld deklarationspligt af indholdsstoffer i medicinsk udstyr.