Slut med MI i kosmetik

Fra i går må kosmetiske produkter, der bliver på huden, ikke længere indeholde det meget allergifremkaldende konserveringsmiddel MI(methylisothiazolinone).

MI findes i mange produkter, men fra i går må din bodylotion, make-up, deodorant og andre kosmetiske produkter der bliver på huden, ikke længere indeholde MI. Det er resultatet af et nyt EU-forbud mod MI i såkaldte ”leave on”-kosmetik, der netop er trådt i kraft.

MI er skyld i, at der er sket en stigning i antallet af allergitilfælde, og Danmark har længe presset på for at få EU til at begrænse brugen af MI, fortæller Miljøstyrelsens kosmetikekspert, Bettina Ørsnes Larsen i en pressemeddelelse.

“Det nye forbud er blandt andet blevet til, fordi vi med hjælp fra Videncenter for Allergi har skaffet den nødvendige dokumentation, der viser, at MI er allergifremkaldende. Den viden danner grundlag for forbuddet,” siger hun.

Miljøstyrelsen planlægger i løbet af 2017 en kontrolindsats, der vil se på, om forhandlerne lever op til de nye regler.

Læs miljøstyrelsens pressemeddelelse. (linket findes ikke længere)

Kontrolindsatsen kan læses her (under 2017)

Læs mere om MI.

Allergi over for MI forårsages hovedsaglig af sæbeprodukter

Allergi over for konserveringsmidlet methylisothiazolinone (MI)har været eksplosivt stigende i alle europæiske lande siden det blev tilladt i kosmetik i 2005. Forbud mod brug af MI i såkaldt leave-on kosmetik, dvs. produkter der bliver på huden såsom cremer, er lige trådt kraft med udgangen af 2016.

Det har flere gange været rapporteret at også rinse-off, altså kosmetiske produkter, der vaskes af huden, såsom sæber, er en væsentlig årsag til MI allergi.

Videncenter for Allergi har i et internationalt samarbejde undersøgt hvor ofte MI allergi påvises og hvilke produkter, der har givet allergiske reaktioner.

I studiet deltog 11 hudafdelinger fra 8 lande. Der blev indsamlet oplysninger om patienterne i en periode på 6 måneder i 2015.

I alt 6.0 % (205/3434; fra 2.6 til 13.0 %) af de testede patienter havde MI allergi. De fleste havde eksem på hænder eller i ansigt. Hos de fleste (79 %) var deres sygdom begyndt mellem 2013 og 2015.

Hos 60 % (124/205) kunne man påvise en aktuel udsættelse for kosmetiske produkter, som årsag til det allergiske eksem. Hos i alt 19.5 % var der tale om en udsættelse for både leave-on og rinse-off produkter, hos 24.8 % kun leave-on kosmetik og hos 38.9% kun rinse-off kosmetiske produkter

Det konkluderes at MI allergi fortsat er hyppig i Europa og hovedsagelig forårsaget af kosmetik. Studiet er gennemført før forbud mod Mi trådte i kraft. Der er planlagt en opfølgende undersøgelse. Forbud mod MI i rinse-off produkter (sæber, shampoo mm) diskuteres i starten af 2017 i EU.

Læs om MI allergi.

Link til artikel på engelsk.

Aromastoffer i tandpasta kan give allergiske reaktioner

Et studie fra Tandlægeskolen/Odontologisk Institut, Københavns Universitet viser, at allergi over for aromastoffer i tandpasta kan være årsag til allergiske reaktioner i mundslimhinden. Allergien viser sig ved rødme og hævelse af mundslimhinden enten diffust eller mere lokaliseret, såkaldte lichenoide, bestående af hvide strøg med rødme og undertiden blærer.

Studiet indgår i en ph.d. afhandling om allergi over for dentalmaterialer af tandlæge Kristine Røn Larsen, som blev forsvaret 20. januar 2017 om allergi over for dentalmaterialer.

I studiet undersøgtes 49 patienter i alderen 31-75 år med symptomer fra og synlige forandringer i mundslimhinden samt 29 raske kontrol personer. Alle patienter og kontrolpersoner blev testet med en særlig serie med udvalgte stoffer, der anvendes i tandbehandling og mundhygiejne.

Allergi over for aromastoffer i tandpasta blev fundet signifikant hyppigere blandt patienterne end kontrollerne, således havde 26 % (13/49) patienter en reaktion ved allergitest over for et eller flere aromastoffer.  I alle tilfælde forsvandt symptomerne ved skift til tandpasta uden smagsstoffer.

Læs ph.d.afhandling.

Læs artikel på engelsk.

Nikkel i legetøj kan give allergi

Nikkelallergi ses både hos børn og voksne og opstår efter gentagen eller tæt vedvarende kontakt med metal genstande, der frigiver nikkel.  Selv om nikkelallergi har været faldende efter regulering af nikkelfrigivelsen fra metalgenstande i tæt kontakt med huden blev indført, er der stadig forbavsende mange børn, som får nikkelallergi.

I et dansk studie af allergi hos børn, som bliver henvist til allergitestning, sås nikkelallergi hos 14,5 % af de 1-4 årige og hos 8,5 % af de 5-9 årige.  De hyppigste årsager var smykker og spænder.  Det er flere gange blevet foreslået at legetøj kunne være en overset kilde til nikkelallergi hos børn.

I et tidligere studie undersøgtes 212 stykker legetøj, hvoraf 34,4 % have metaldele, som man kunne komme i hudkontakt med og som frigav nikkel. I et nyt studie fra Hud-og Allergiafdelingen, Herlev-Gentofte Hospital undersøgtes om håndtering af sådan legetøj giver afsmitning af nikkel til huden. Tre stykker legetøj fra den tidligere undersøgelse, som frigav nikkel, blev håndteret i 30 sekunder af 2 raske forsøgspersoner, som i en legesituation. Efterfølgende undersøgtes huden for nikkeldeponering ved hjælp af spot-testen: dimethyl glyoxim test. Nikkeldeponering på huden blev fundet efter håndtering af 2 af de 3 stykker legetøj.

Studiet viser at selv kort tids leg med legetøj, der har metaldele, der firgiver nikkel, kan afsætte en mængde nikkel på huden, som giver risiko for nikkelallergi.

Se film om nikkelallergi på  Videncenter for allergis hjemmeside.

Link til artiklen om legetøj (på engelsk).

Link til artikel (på engelsk) om allergi hos børn.

Stigning i parfumeallergi

En ny undersøgelse dokumenterer at forekomsten af parfumeallergi er stigende. Undersøgelsen tager udgangspunkt i data fra mere end 24.000 eksempatienter undersøgt for parfumeallergi på Gentofte Hospital gennem de seneste 30 år. De nyeste tal fra perioden 2011 til 2015 viser at 10,4% af kvindelige patienter og 7,3% af mandlige patienter fik påvist allergi overfor den vigtigste markør for parfumeallergi fragrance mix I. Tallene for både mænd og kvinder er signifikant højere sammenlignet med den forudgående 5-årige periode. Selvom det primært er kvinder der rammes af parfumeallergi, så blev den største relative stigning observeret blandt mandlige eksempatienter. Stigningen i parfumeallergi ses ligeledes både blandt ældre og yngre (se figur).

I undersøgelsen blev det også fastlagt, at de parfumerede forbrugerprodukter der oftest forårsager allergisk eksem hos parfumeallergikere er cremer og lotions, samt såkaldte wash-off produkter som shampoo og conditioner. Der blev ligeledes observeret en stigning i hvor ofte parfumeallergikere lider af ansigtseksem.

Konklusionen på undersøgelsen er, at indholdet af mange parfumestoffer der kan give livsvarig allergi fortsat er for højt i parfumerede forbrugerprodukter. Den aktuelle lovgivning tillader at parfumeindustrien selv fastsætter grænserne for hvor meget af de enkelte allergifremkaldende parfumestoffer der tilsættes til produkter som cremer, shampoo og deodoranter. For at vende udviklingen i parfumeallergi vurderes det nødvendigt at stille strengere krav til producenterne, og dermed begrænse niveauerne af allergifremkaldende parfumestoffer som forbrugere udsættes for.

Artiklen der omhandler undersøgelsen findes her.

Link til metroexpresses artikel om undersøgelsen. – Nu en BT artikel

Link til den videnskabelige komites opinion om parfumeallergi (2012).

Invitation til Ph.d. forsvar 5/12/2016

Mandag den 5. december kl. 14.00 skal Cand. scient. Nina Glasser Heede forsvare sin Ph.d med titlen “Epidemiology of dermatitis – A characterization of genetic predisposition and personal consequences”.

Alle er velkomne til at deltage. Forsvaret vil forgå i Haderup Auditoriet på Panum Institutet, med efterfølgende reception.

Se invitationen her.

Download den danske resume her.

Download Ph.d afhandlingen her.

Invitation til Ph.d. forsvar 4/11/2016

Fredag d. 4. november kl. 14.00 skal Læge Majken Hougaard Foss-Skiftesvik forsvare sin Ph.d med titlen “Occupational allergic and irritant skin and respiratory diseases in hairdressers – Occurrence and clinical investigations”.

Alle er velkomne til at deltage. Forsvaret vil forgå i Medicinsk Museums Auditorium, Bredgade 62, 1260 København K, med efterfølgende reception.

Se invitationen her.

Download den danske resume her.

Download Ph.d afhandlingen her.

Ny retningslinje for behandling af håndeksem

Hvert 10. dansker har håndeksem. For mange er det en smertefuld sygdom der påvirker hverdagen og kan, i værste tilfælde, føre til udstødning fra arbejdsmarked. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en ny retningslinje der omfatter udvalgte elementer i behandlingen af håndeksem. Det skal ses som et supplement til øvrige retningslinjer, der skal være med til at forbedre og ensarte kvaliteten af behandlingen af håndeksem i Danmark.

Målgruppen er patienter der er over 15år, med håndeksem der har varet i over en måned. Det anbefales også at børn med håndeksem bliver udredt hos dermatologiske speciallæger inden håndeksemet bliver kronisk.

Den nye retningslinje sætter fokus på at patienter selv skal lære at forebygge håndeksem. Det skal ske ved at patienterne uddannes ud fra de 10 gode råd, med vejledning der fokuserer på deres individuelle problemer.  Der skal også være større fokus på brug af værnemidler på arbejdspladsen, for at fjerne eller minimere arbejdsmæssige eksponeringer. De mest udsatte erhverv er sundhedspersonale, frisører, køkken-/rengøringspersonale, mekaniker, malere og maskinoperatører.

Retningslinjen kigger også på behandlingsforløbet og præparater, med fokus på at sætte tidsbegrænsning på brug af nogle præparater. Behandlingen skal vurderes efter ca.4 uger for at sikre at patienten følger behandlingen og efter 8 uger er det god praksis at overgå til andet behandlingsregime.

Læs mere om den nye retningslinje.

Læs mere om behandling af håndeksem.

[Download Håndeksem app’en fra enten App store eller Google play. App’en hjælper dig med at holde styr på dit eksem og kommer med gode råd til håndtering af håndeksem i hverdagen.] Appen findes ikke længere

Ny nikkelrapport

En nikkelregulering blev indført i Danmark i 1990 på grund af en høj forekomst af nikkelallergi, især blandt kvinder. I 1994 blev der indført en lignende nikkel regulering i alle EU-lande, som blev fuldt implementeret i 2004.

En ny undersøgelse viser, at reguleringen har været effektiv til at reducere nikkelallergi, hvilket har ført til store samfundsøkonomiske besparelser. På trods af at problemet med nikkelallergi er faldende, så er der alligevel en væsentlig del af unge kvinder, ca. 10%, som stadig blive allergiske over for nikkel.

I undersøgelsen kortlægges hvilke genstande ca. 500 nikkelallergiske personer har reageret over for ved et spørgeskema. Blandt kvinder var øreringe, fulgt af knapper, spænder, ure, de hyppigste årsager til udslæt både første gang og senere. Mænd rapporterede at de hyppigst reagerede på ure og bæltespænder.

Øreringe og ørestikker udgør et særligt problem på grund af hudpenetrationen. Rapporten rejser spørgsmålet om den nuværende nikkelregulering er tilstrækkeligt beskyttende mod nikkelallergi, særligt hvad angår øreringe.

Læs den nye rapport

Læs artiklen i Jyllands-Posten

Læs mere om nikkelallergi

Se film om nikkelallergi

Videncenter for Allergi på Facebook

Nu har Videncenter for Allergi fået en Facebook side. Siden skal være med til at gøre det lettere at formidle information til patienter og andre interessenter. Facebook giver også mulighed for at interagere med dem der følger siden, ved at Videncentret kan svare på kommentarerne der kommer til nyhederne der bliver lagt op.

De nyheder der bliver lagt op på Facebook siden vil være forkortede versioner af de nyheder der kommer på hjemmesiden, samt videreformidling af Videncentrets fremtræden i andre medier. Hjemmesiden bliver reference punkt for den viden der bliver formidlet på Facebook. Hvis interessenter har personlige spørgsmål kan disse kun besvares på telefon eller mail.

På Facebook siden frabeder Videncentret sig at der bliver skrevet kommentarer med personfølsomme oplysninger eller som kan tolkes som kommercielle. Alle kommentarer som ikke overholder dette eller ikke overholder god tone vil blive fjernet.

Facebook siden kan findes via følgende link:

https://www.facebook.com/Videncenter-for-Allergi-1407710349254953/

1 7 8 9 10 11 24