Denne litteraturoversigt, opdelt i tre seperate artikler, gennemgår den videnskabelige baggrund for de metoder, man anvender og tidligere har anvendt til at estimere kemikaliers risiko for at medføre kontaktallergi. Den gennemgår derudover udviklingen af kontaktallergi og eksem over for forskellige allergener og vurderer effekten af de nationale og internationale indgreb, der er foretaget for at reducere eksponering.

Baggrund

Parfumestoffer er hyppig årsag til kontaktallergi; herunder er kosmetiske produkter den vigtigste årsag til parfumeallergi. Kosmetiske produktgrupper (deodoranter, cremer, shampoo etc.) har forskellige funktioner og anvendes derfor forskelligt med forskellige sammensætninger af ingredienser. Nogle produktgrupper kunne derfor potentielt være mere tilbøjelige til at spille en rolle i udviklingen af allergisk kontakteksem end andre.

Formål

At afgøre, hvilke kosmetiske produktgrupper som er forårsag til parfumeallergi blandt danske eksempatienter.

Metode

Et databasestudie baseret på data indsamlet af medlemmer af den Danske Kontaktdermatitis Gruppe. I alt blev 17.716 eksempatienter konsekutivt epikutantestet med parfumemarkører fra den Europæiske basisserie (2005 til 2009). Resultater: 10,1 % havde parfumeallergi, heraf havde 42,1 % et kosmetisk produkt som årsag. Deodoranter tegnede sig for 25 % og parfumerede cremer for 24,4 %. En kønsforskel var tydelig, specielt blandt patienter med allergi forårsaget af deodorant, som var hyppigere hos mænd (OR 2,2) end hos kvinder. En korrelation blev observeret mellem deodoranter anført som årsag til allergi og allergi opdaget af parfumemarkørne fragrance mix II (FM II) og hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde.

Konklusion

Deodoranter var den eksponering, som hyppigst var årsag til parfumeallergi, især blandt mænd. Det kunne se ud som om, at deodoranter har en usund sammensætning af de parfumestoffer, der udgør FM II.

I løbet af det 20. århundrede blev nikkel i tiltagende grad anvendt i billige forbrugerprodukter såsom bæltespænder, smykker, urer, knapper og lynlåse da metallet var billigt, gav en pæn og skinnende overflade og kun i ringe grad rustede. Ved længerevarende hudkontakt frigav mange af disse metalgenstande nikkelioner i koncentrationer der medførte nikkelallergi og eksem. Industrialisering gjorde således vestlige forbrugere rigere, men samtidig med de ændrede forbrugsvaner, førte den til en stigende forekomst af nikkelallergi. Foruden nikkeleksem på det eksponerede hudområde øger nikkelallergi risikoen for håndeksem.

Den danske regering valgte fra 1990 at regulere nikkeludsættelsen fra udvalgte forbrugergenstande. I 1994, indførte EU et nikkel direktiv, bl.a. baseret på den danske nikkellovgivning. Lovgivere og hudlæger forventede at de Europæiske nikkelreguleringer ville medføre et fald i forekomsten af nikkelallergi og eksem. Desuden diskuterede man om forekomsten af koboltallergi kunne stige såfremt industrien valgte at anvende kobolt frem for nikkel i forbrugerprodukter. Det er vigtigt at evaluere effekten af de Europæiske nikkellovgivninger for at sikre at Europæiske forbrugere og eksempatienter er tilstrækkeligt beskyttet mod nikkelallergi og eksem.

Denne doktorafhandling havde som formål at sammenligne forekomsten af nikkel- og koboltallergi før og efter den danske nikkelforordning trådte i kraft for hermed at kunne evaluere effekten af lovgivningen. Forekomsten af nikkelallergi og nikkeleksem samt sammenhængen mellem nikkelallergi og håndeksem blev bestemt og sammenlignet for årene 1990 og 2006 ved hjælp af data fra 2 uafhængige befolkningsundersøgelser samt for årene 1985-2007 ved hjælpe af den kliniske database fra Gentofte Hospital. Årsagen til den fortsat høje forekomst af nikkelallergi i befolkningen blev undersøgt ved at 354 smykker og hårspænder fra 36 Københavnske butikker blev undersøgt for nikkelfrigivelse. Nikkeltesten blev valideret for at bestemme dens anvendelighed. Betydningen af genetisk disposition til nikkelallergi blev undersøgt ved hjælp af filaggrin genmutationsanalyse i den danske befolkning. En kobolttest blev udviklet og valideret, hvorefter 354 smykker og hårspænder blev undersøgt for koboltfrigivelse. Endelig blev øreringe købt i Warszawa og London undersøgt for nikkelfrigivelse.

Afhandlingen viste at forekomsten af nikkelallergi faldt signifikant blandt yngre kvindelige eksempatienter (0-30 år) der blev lappetestet i perioden 1985-2007 samt blandt 18-35 årige kvinder fra baggrundsbefolkningen der blev testet i 1990 og 2006. Derudover faldt forekomsten af selv-rapporteret nikkeleksem signifikant mens sammenhængen mellem nikkelallergi og håndeksem blev reduceret betydeligt. Forekomsten af nikkelallergi og nikkeleksem var lavere blandt kvinder der fik lavet huller i ørerne efter den danske nikkelforordning trådte i kraft set i forhold til kvinder der fik lavet huller i ørerne før. Nikkelallergi var associeret med filaggrin genmutationer, hvormed det blev vist at en defekt hudbarriere øger risikoen for nikkelallergi. Betydning var dog minimal set i forhold til den miljømæssige nikkeleksponering. Nikkel blev frigivet fra 22% af 354 indkøbte smykker og hårspænder fra Københavnske butikker. Nikkeltesten viste sig at være meget specifik (98%) men kun moderat sensitiv (59%). Omkring 15% af øreringe købt i Warszawa og London frigav for meget nikkel. Det var muligt at definere markeder og butikker der ikke tilhører en kæde som lokaliteter hvor risikoen for nikkeludsættelse er betydelig. Forekomsten af koboltallergi syntes ikke at være tiltagende blandt eksempatienter og ligeledes frigav kun 4 af 354 smykker og hårspænder kobolt da de blev undersøgt med den nyudviklede kobolttest.

Det konkluderes at den danske nikkelforordning samt EU’s nikkel direktiv har været succesrige i det omfang at de har reduceret forekomsten af nikkelallergi. Trods dette, er der behov for yderligere tiltag for at beskytte Europæiske forbrugere og eksempatienter, heriblandt flere kontrolinspektioner samt en stramning af reference metoderne til vurdering af om metalgenstande overholder lovgivningen.

Det er tidligere vist, at allergi over for PPD (p-phenylene diamine), sort (hår)farvestof, steg fra 1,4 % i 1989 til 2,4 % i 2007. I dette studie undersøges, om denne stigning alternativt til hårfarve kan skyldes allergi over for stoffer, som kemisk ligner PPD fx. benzocain, parabener og IPPD, såkaldt paragruppekemikalier. Man fandt ingen sammenhæng mellem allergi over for paragruppekemikalier og stigningen i PPD-allergi.

Liposomer og andre vesikelsystemer bruges i stigende grad i kosmetik og topikale lægemidler, men effekten af denne indkapsling er kun sparsomt belyst. Dette studie undersøger hvordan allergenerne isoeugenol, dinitro-chloro-benzen og kaliumdikromat indkapslet i liposomer, ethosomer og polycaprolacton påvirker sensibiliseringsfasen i en musemodel. Sensibiliserings testen ”The Local Lymph Node Assay”, der er valideret og godkendt af OECD og FDA, anvendes.

Forsøgene viser, at ethosomer øger de lipofile allergeners (isoeugenol og dinitro-chloro-benzene) sensibiliseringsegenskaber, hvorimod polycaprolacton beskytter mod sensibilisering. Indkapslingen af kaliumdikromat i alle tre vesikelsystemer har ingen effekt på sensibiliseringen. Hvorvidt størrelsen af vesiklerne spiller en rolle er uklart, da der fremkommer modsat rettede resultater.

Nikkelallergi er traditionelt blevet betragtet som en miljøsygdom. Nye undersøgelser tyder dog på, at mutationer i genet, der koder for hudproteinet filaggrin, kan være en disponerende faktor. Mutationer fører til hel eller delvis mangel på filaggrin. Resultaterne af denne undersøgelse tyder på, at filaggrin kan binde nikkel i huden og derved modvirke et allergisk respons.

Resultaterne viser nemlig, at personer med filaggrinmutationer debuterer med nikkeleksem tidligere end personer uden mutationer. Det ser samtidig ud som om, personer med mutationer er mere reaktive over for nikkel end personer uden mutationer, da relativt flere mutanter har stærke allergiske reaktioner i en lappetest. I undersøgelsen ses også, at filaggrins beskyttende effekt mod nikkelallergi kun kan evalueres hos personer, der ikke har huller i ørerne. Disse er nemlig typisk blevet allergiske ved en fysisk gennemtrængning af hudbarrieren, hvorved nikkel er blevet præsenteret direkte for immuncellerne.

Der er ingen restriktioner på det allergene konserveringsmiddel methylisothiazolinone (MI) i industrielle produkter. Vi præsenterer her to patienter, hvor ophold i rum malet med MI-holdig maling har udløst et kontaktallergisk eksem hos patienterne samt astma hos den ene. Astmaudbruddet var så voldsomt, at patienten blev indlagt. Disse to cases er endnu et eksempel på, at brugen af MI skal overvejes grundigt, og at der er brug for ændringer i lovgivningen.

Allergifremkaldende stoffer forekommer ofte samme i produkter, der anvendes på huden fx. parfumer, cremer og hårfarver. Alligevel ved man relativt lidt om, hvorvidt stofferne virker kraftigere på immunsystemet i blandinger, end når man bare udsættes for dem enkeltvis.

I et forsøg udsattes mus for allergifremkaldende parfumestoffer enkeltvis og i kombinationer af tre stoffer sammen. Den allergiske reaktion var kraftigere, når musene blev udsat for de tre stoffer sammen end enkeltvis, og det gjaldt både i sensibiliseringsfasen, hvor allergien opstår, og i eliciteringsfasen, hvor man får symptomer af sin allergi.

Stents sættes ind i hjertekar ved symptomer på svigt i blodforsyningen til hjertet. Stens består af rustfrit stål, som indeholder nikkel, krom og molybdæn.

I studiet evalueredes, om patienter med metalallergi havde større risiko for tillukning af stenten end personer uden metalallergi på baggrund af to databaser, allergidatabasen fra Gentofte Hospital og databasen over udførte stents.

Der blev ikke fundet nogen generel sammenhæng mellem allergi over for nikkel/krom og risiko for tillukning af stenten. Således var hyppigheden af en tillukket stent 14,1 % blandt alle patienterne og 11,8 % blandt patienter med metalallergi.