Evaluering af effektiviteten af en tysk-inspireret intervention rettet mod arbejdsbetinget håndeksem i Danmark – Et randomiseret forsøg med 3 måneders opfølgning.

Studiet undersøger effektiviteten af en dansk tilpasset version af et tysk forebyggelsesprogram rettet mod arbejdsbetinget håndeksem. I Tyskland har et flertrinsprogram, der fokuserer på tidlig opdagelse og specialiseret tværfaglig behandling, vist sig at være meget succesfuldt i at nedbringe sværhedsgraden og de langsigtede konsekvenser af arbejdsbetinget håndeksem.

Formålet med studiet var at undersøge, om denne tilgang kunne forbedre sværhedsgraden af eksemet, livskvaliteten og de erhvervsmæssige konsekvenser for patienterne efter en opfølgningsperiode på 3 måneder. Studiet var et randomiseret forsøg, hvor deltagere blev rekrutteret efter deres første henvisning fra en praktiserende læge til en hudlæge med mistanke om arbejdsbetinget eksem. Forsøgsgruppen modtog en dansk tilpasset, tværfaglig intervention, mens kontrolgruppen navigerede i det danske sundhedssystem uden indgriben fra studiet. Resultaterne viste en statistisk signifikant reduktion i sværhedsgraden af eksem efter 3 måneder i forsøgsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen. Der blev ikke fundet nogen signifikant forskel i livskvalitet eller erhvervsmæssige konsekvenser. Der er planlagt en 12 måneders opfølgning på deltagerne.

Original overskrift: Assessing the efficacy of a German-inspired intervention on occupational contact dermatitis in Denmark: A randomised controlled trial with 3-month follow-up

Arbejdsrelateret allergisk kontakteksem på grund af eksponering over for eukalyptus-planten: Eucalyptus cinerea

Eukalyptus cinerea er en grøn plante, der ofte bruges til blomsterbuketter. Eukalyptusolie bruges ofte i aromaterapi og naturlægemidler på grund af dets antibakterielle og velduftende egenskaber. Arbejdsrelateret allergisk kontakteksem (ACD) på grund af eukalyptus er ualmindeligt, men kan give svære hudsymptomer i form af kløe og eksem.   

I denne kasuistik beskriver vi to sjældne tilfælde hos blomsterbindere med arbejdsrelateret allergisk kontakteksem på grund af hudeksponering over for eukalyptusplanten Eukalyptus cinerea.

Original overskrift: Occupational allergic contact dermatitis due to Eucalyptus cinerea

Arbejdsbetinget kontakteksem udløst af eksponering over for kobolt fra en metalmøtrik

Kobolt er et sølvskinnende metal kendt for sin hårdhed og slidstyrke. Kobolt er den anden hyppigste form for metal-kontaktallergi, efter nikkel. Man finder ofte koboltallergi, men sjældent årsagen til hvor patienten har fået allergien.

I denne kasuistik beskriver vi et sjældent tilfælde af en automekanikerassistent med arbejdsrelateret allergisk kontakteksem på grund af hudeksponering over for kobolt fra en metalmøtrik.

Original overskrift: Occupational allergic contact dermatitis due to cobalt from a metal nut

Håndeksem hos danske unge – ikke kun atopisk dermatitis.

Der er kun sparsom viden om håndeksem (HE) hos børn og unge. Vi ønskede at undersøge epidemiologien, ætiologien og sværhedsgraden af HE blandt et tilfældigt udsnit af danske unge. Et elektronisk spørgeskema blev sendt til et tilfældigt udsnit af 13.000 personer i alderen 15-19 år. Punktprævalensen, 1-års prævalensen og livstidsprævalensen af HE blandt danske unge var henholdsvis 4,9%, 12,1% og 18,3%. Blandt patienter med HE, var 64,6% af tilfældene ikke forbundet med atopisk dermatitis. Af alle respondenter var 60,2% enten deltids- eller fuldtidsbeskæftigede. Blandt respondenter med aktuel HE mente 38,2%, at arbejdsrelaterede påvirkninger enten forårsagede eller forværrede HE. Vi fandt således en høj prævalens af HE blandt danske unge, hvilket vækker bekymring. HE kan have mange og også alvorlige konsekvenser og undersøgelsen understreger vigtigheden af fokus på forebyggelse af HE hos denne gruppe, især hvad angår erhvervsrelaterede eksponeringer.

Original overskrift: Hand eczema in Danish adolescents-Beyond atopic dermatitis

Effekten af børneeksem på forløbet af arbejdsbetinget eksem hos unge

Arbejdsbetinget eksem er den hyppigst anerkendte arbejdsbetingede sygdom i Danmark. En væsentlig risikofaktor for udviklingen af arbejdsbetinget eksem er tidligere børneeksem.

I denne spørgeskemaundersøgelse, har vi kigget på, hvordan tidligere børneeksem påvirker forløbet samt konsekvenserne af arbejdsbetinget eksem på unge arbejdstageres arbejdsliv, livskvalitet og eksemstatus median på 6 år efter anmeldelsen.

Vi fandt at 42% af unge arbejdstagere med anerkendt arbejdsbetinget eksem tidligere har haft børneeksem. Arbejdstagere med tidligere børneeksem anmeldte deres arbejdsbetingede eksem tidligere i livet og rapporterede eksem med højere sværhedsgrad, samt angav hyppigere at deres arbejdsbetingede eksem påvirkede deres jobvalg/muligheder negativt. Derudover var deres livskvalitet mere negativt påvirket.

Original overskrift: Impact of atopic dermatitis on occupational contact dermatitis among young people: A retrospective cohort study

Kontaktallergi overfor gummiacceleratorer i perioden 1990-2019

Gummiacceleratorer er stoffer der bruges i produktionen af gummiprodukter, f.eks. gummihandsker, til at øge produktionshastigheden og gummiets kemiske egenskaber. Problemet med gummiaccelerator er, at de kan forårsage kontaktallergi og dermed allergisk kontakteksem.

I dette studie undersøger vi prævalenser, trends og associationer for kontaktallergi over for gummiacceleratorer i 30-års perioden 1990-2019 for eksempatienter lappetestet på Gentofte hospital.

Vi fandt at prævalensen for kontaktallergi til mindst en af gummiacceleratorerne fra den europæiske basisserie var 2.7%. Prævalensen faldt signifikant fra 1990 til 2001 og var derefter stabil fra 2002 til 2019. Kontaktallergi over for gummikemikalier var associeret med erhvervsmæssig kontakteksem, håndeksem og eksem på benene/fødderne. De hyppigste erhverv var sundhedsarbejdere, folk der arbejdede med fødevare og rengøringsfolk, mens den hyppigste eksponering var handsker.

I studiet konkluderer vi, at forebyggelsen mod kontaktallergi overfor gummiacceleratorer skal forbedres f.eks. ved bedre mærkning af gummihandskers indhold af gummiacceleratorer.

Original overskrift: Contact allergy to rubber accelerators in consecutively patch tested Danish eczema patients: A retrospective observational study from 1990 to 2019

Kronisk håndeksem: En hyppig sygdom i den danske befolkning, der er forbundet med nedsat livskvalitet

Formålet med dette studie var at undersøge livskvaliteten hos personer med håndeksem i den generelle danske befolkning ved brug af det sygdomsspecifikke spørgeskema Quality of life in Hand Eczema Questionnaire (QOLHEQ). Yderligere, at give prævalensestimater for svært og kronisk håndeksem, samt at sammenligne generelle helbredsrelaterede mål mellem personer med og uden håndeksem.

I denne landsdækkende undersøgelse blev et elektronisk spørgeskema, der indeholdt spørgsmål om håndeksem og generel sundhed, tilsendt 100.000 tilfældigt udvalgte voksne danskere via eBoks. Data om demografiske karakteristika blev hentet fra  CPR registret.

Svarprocenten var 42,7%. Samlede estimater for livstids-, 1-års og punktprævalenser for håndeksem var henholdsvis 24,4%, 13,3% og 5,8%. Af personer med håndeksem, rapporterede 35,1% moderat til svær sygdom og 82,6% kronisk sygdom. Personer med håndeksem var mere tilbøjelige til at rapportere mindre godt eller dårligt helbred og sygemelding (uanset årsag) sammenlignet med dem uden. En tredjedel med håndeksem rapporterede at deres håndeksem forringede deres livskvalitet i moderat til svær grad. Faktorer, der var stærkt associerede med moderat til alvorlig forringelse af livskvaliteten hos personer med håndeksem inkluderede svært, kronisk og erhvervsbetinget håndeksem samt kvindeligt køn.

Konklusion: Håndeksem er meget hyppigt forekommende i den voksne danske befolkning, påfører samfundet en betydelig byrde og påvirker i høj grad livene for de berørte individer. Vores fund indikerer et behov for målrettet forebyggelse rettet mod højrisikogrupper samt støtte og behandling til de mest berørte.

Original overskrift: Chronic hand eczema: A prevalent disease in the general population associated with reduced quality of life and poor overall health measures

Parfumestoffer i kosmetiske produkter markedsført til børn i Danmark

Parfumestoffer er blandt de mest almindelige kontaktallergener hos børn. Kosmetiske produkter er den hyppigste kilde til hudeksponering.

I undersøgelsen så vi på eksponeringer for parfumestoffer blandt danske børn, baseret på en stikprøve bestående af 1.179 kosmetiske produkter markedsført til børn i Danmark.

Oplysningerne om de kosmetiske børneprodukter blev indhentet og registreret ved hjælp af en non-profit smartphone-applikation (Kemiluppen), med data fra december 2015 til november 2022.

Vi fandt at størstedelen 53,8% (634/1.179) af børneprodukterne var parfumerede. Den højeste frekvens af deklarerede parfumestoffer blev fundet blandt ‘ansigtspleje’-produkter: 93,0% (80/86), hvoraf 97,7% var læbepomader. Det højeste antal deklarerede parfumestoffer i et enkelt produkt (n=16) blev fundet i en babyparfume. Parfumestoffer fra de to standard-lappetest-parfumeblandinger (Fragrance Mix I og/eller II), som bruges til at stille diagnosen parfumeallergi, blev fundet i 25,3 % (298/1.179) af alle kosmetiske børneprodukter. Limonene og linalool var de to hyppigst deklarerede parfumestoffer.

Danske børn risikerer at blive eksponeret for et stort antal allergener ved brug af parfumerede kosmetiske børneprodukter. Parfumestoffer fra Fragrance Mix I og II er meget udbredt blandt de undersøgte kosmetiske børneprodukter. Diagnostisk lappetest med de to parfumeblandinger vurderes fortsat relevant hos børn med kliniske mistanke om parfumeallergi.

Original overskrift: Fragrance allergens in cosmetic products marketed for children in Denmark

Kontaktallergi forårsaget af (meth)akrylater i en neglelim hos en teenagepige

En 13-årig pige blev henvist til dermatologisk afdeling på mistanke om psoriasis. Hun havde i 9 måneder haft negleforandringer samt et smertefuldt udslæt på fingerspidserne. Hun beskrev hjemmebrug af kunstige negle, som hun påsatte med en neglelim. Den kliniske undersøgelse viste svært eksem på fingre og fingerspidser samt svære negledeformiteter. Ved gennemgang af ingredienslisten i neglelimen (Super Strong Nail glue fra Depend Cosmetic AB®) fandtes flere allergener: poly methyl methacrylate (MMA), poly ethylene glycol dimethacrylate (EGDMA), 2-bromo-2-nitropropane-1,3-diol/bronopol, 2-tert-butyl-4-methoxyphenol, og ethyl cyanoacrylate (ECA). Patienten blev lappetestet med disse og øvrige acrylater, og man fandt, at hun havde allergisk kontakteksem over for flere acrylater (Ethyl acrylate ethyl cyanoacrylate) og methacrylater (MMA, 2-Hydroxyethyl methacrylate (HEMA) og EGDMA). Alle lappetestreaktioner var først positive på dag syv ved den sidste aflæsning. Patienten fik diagnosen allergisk kontakteksem forårsaget af (meth)acrylater i neglelim.

Brug af kunstige negle, heriblandt kits til hjemmebrug, er hyppigt blandt unge. Mange af disse produkter indeholder acrylater og methacrylater, der kan give livslang kontaktallergi, som vist i denne kasustik. Børn og unge, specielt piger, udviser ofte interesse for kosmetiske produkter, såsom kunstige negle, men er ofte ikke klar over de associerede risici. Den manglende information omkring potentielle farer ved brug af disse produkter koblet med voksende tilgængelighed og brug blandt unge er bekymrende.

Original overskrift: The bitter side of nail art: A teenage girl’s encounter with (meth)acrylate-induced allergic contact dermatitis from nail glue

Forslag til stramning af kontrol af eksisterende nikkel regulering i Europa

Nikkel er den mest almindelige årsag til kontaktallergi, der påvirker 8%-19% af den voksne befolkning og 8%-10% af børn og unge, især piger og kvinder. Trods regler om begrænsning af nikkelfrigivelse fra genstande med langvarig hudkontakt i Europa i over 20 år, er forekomsten af nikkelallergi ikke faldet tilstrækkeligt og synes at have stabiliseret sig på et højt niveau. Markedsundersøgelser har gentagne gange vist overdreven nikkelfrigivelse fra regulerede genstande, hvilket tyder på manglende testning fra virksomheder og myndigheder i forhold til det store antal genstande der er på markedet. Implementeringen af DMG-testen som en supplerende testmetode kan potentielt reducere forekomsten af nikkelallergi i Europa betydeligt uden væsentlige ekstraomkostninger.

For at imødegå den uacceptabelt høje forekomst af nikkelallergi foreslås en revision af de juridiske krav til metalgenstande, der sælges på det europæiske marked. Der foreslås at tilføje Dimethylglyoxim (DMG) testen til den nuværende EN1811 test for at overholde REACH reguleringen i Europa. Dette vil muliggøre en øget testning af metalgenstande på det Europæiske market, og dermed mindske andelen af genstande der potentielt kan føre til nikkelallergi og nikkeleksem.

Original overskrift: Regulatory action needed to combat nickel contact allergy in the population

1 3 4 5 6 7 100