Parfumestoffer er en hyppig årsag til allergisk kontakteksem. EU's kosmetikbekendtgørelse kræver, at 26 specifikke parfumestoffer skal deklareres på ingredienslisten af kosmetiske produkter. Vi har foretaget en undersøgelse af hyppigheden af allergi over for de 26 parfumestoffer og vurderet deres betydning i udredning af parfumeallergi.

 

Undersøgelsen er en retrospektiv undersøgelse baseret på data fra Dermato-allergologisk afd, Gentofte UniversitetsHospital. Eksempatienter (n = 1508), der var epikutantestet med de 26 parfumestoffer, blev inkluderet. Resultaterne viste, at 115 (7,6 %) havde en allergi over for et eller flere af de 26 parfumestoffer. De parfumestoffer, som hyppigst var årsag til allergi, var Evernia furfuracea (n = 50), Evernia prunastri (n = 31) og hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde (n = 24). Inkluderer man de øvrige screeningsmarkører for parfumeallergi (fragrance mix I, fragrance mix II og Myroxylon pereirae) fandt man, at 196 personer (13,0 %) havde en parfumeallergi. Såfremt de 26 individuelle parfumestoffer ikke var med i udredningen for allergi var 23 personer (11,7 %) ikke blevet identificeret med en parfumeallergi. Størstedelen (75,7 %) af de positive epikutantestreaktioner over for de 26 parfumestoffer var klinisk relevante reaktioner.

 

Konklusion: Allergi over for de 26 individuelle parfumestoffer forekom hos 7,6 % af eksempatienter undersøgt for allergi. Det er af stor værdi at inkluderere de 26 parfumestoffer i udredning af allergi, da det hjælper med at identificere allergier, der ellers ville være gået ubemærket hen. De vigtigste eksponeringer til parfumeallergisk kontakteksem var kosmetik (95,8 %), navnlig cremer, shampoo og parfumer.

Konserveringsmidlet methylisothiazolinone (MI) blev omkring år 2000 tilladt i industrielle produkter og i 2005 tilladt i kosmetik. MI er siden 1980'erne blevet brugt i kombination med methylchloroisothiazolinone (MCI), og denne kombination er en af de mest hyppige årsager til kontaktallergi over for konserveringsmidler. Både MI og MCI er sensibiliserende.

 

Prævalensen af MI kontaktallergi er ca. 1,5 %, og allergi over for MI er forbundet med eksponeringer fra arbejde, kosmetiske produkter og husholdningsprodukter. Brugen af MI i industrielle produkter er ikke underlagt nogen lovgivning, og abejdsrelateret kontaktallergi hos malere er rapporteret flere gange. Omkring 1 % af kosmetiske produkter indeholder MI, mens det for husholdningsprodukter er op til 16,5 %.

 

Vi fandt MI i 19 (1,5 %) ud af 1.272 kosmetiske produkter og analyserede indholdet af MI med UV-HPLC-MS. Koncentrationerne af MI lå mellem 2 og 100 ppm MI, og de fleste produkter var "wash-off", såsom shampoo og balsam. Gentagne eksponeringer over for MI viste, at mange patienter med MI-allergi udviklede allergiske reaktioner ved 50 ppm, hvilket er halvdelen af den maksimalt tilladte koncentration af MI i kosmetik.

 

De seneste studier om årsager og prævalens af MI-kontaktallergi kunne være de første tegn på en epidemi af MI-kontaktallergi, og det er vigtigt fortsat at monitorere udviklingen af MI-allergi ved blandt andet at indføre stoffet i den europæiske basisserie.

Denne artikel beskriver kort lovændringer i EU-området, som vil medføre en mere restriktiv fortolkning af de kemiske undersøgelser, der bestemmer nikkelfrigivelse fra forbrugerprodukter som fx smykker.

 

Fra 2011 er det ikke længere tilladt at gange analyseresultatet med 0,1, hvilket tidligere har medført, at smykker, som har frigivet helt op til 0,5 µg nikkel/cm²/uge, har været tilladt. Nu har man i stedet indført et referenceinterval.

Dette review opdaterer læseren om sammenhængen mellem det at have allergi over for et eller flere metaller og risikoen for at udvikle komplikationer, efter man har fået indsat et implant eller lignende i kroppen.

Udviklingen af en allergisk reaktion er blandt andet dosisafhængigt, men det vides ikke, hvilke koncentrationer af MI der medfører allergiske reaktioner hos patienter med MI-allergi. Et studie har vist, at man ved at kombinere MI med phenoxyethanol kan reducere brugen af MI.

 

Formålet med dette studie var at undersøge, hvilken koncentration af MI der udløser en allergisk reaktion, samt om phenoxyethanol havde nogen indvirkning på denne koncentration. 11 patienter med MI-allergi blev lappetestet med 12 forskellige koncentrationer af MI samt de samme 12 koncentrationer plus phenoxyethanol. Derudover skulle patienterne to gange dagligt i tre uger påføre MI i en koncentration, der svarede til brugen af en creme konserveret med henholdsvis 100, 50 og 5 ppm MI.

 

Phenoxyethanol havde ingen indflydelse på de allergiske reaktioner. I lappetesten var den laveste koncentration, der udløste en reaktion, 49 ppm. Syv af de 11 patienter reagerede på den daglige eksponering svarende til 50 og 100 ppm, mens to patienter også reagerede på 5 ppm. Studiet viser, at de koncentrationer, der skal til for at udløse en reaktion hos de fleste patienter med MI-allergi, er lavere end den maksimalt tilladte i kosmetik.

Artiklen samler den eksisterende viden om effekten af nikkelreguleringen på forekomsten af nikkelallergi i Europa. Artiklen peger også på områder, hvor lovgivingen med fordel kan forbedres.

Baggrund

Parfumestoffer er hyppig årsag til kontaktallergi; herunder er kosmetiske produkter den vigtigste årsag til parfumeallergi. Kosmetiske produktgrupper (deodoranter, cremer, shampoo etc.) har forskellige funktioner og anvendes derfor forskelligt med forskellige sammensætninger af ingredienser. Nogle produktgrupper kunne derfor potentielt være mere tilbøjelige til at spille en rolle i udviklingen af allergisk kontakteksem end andre.

 

Formål

At afgøre, hvilke kosmetiske produktgrupper som er forårsag til parfumeallergi blandt danske eksempatienter.

 

Metode

Et databasestudie baseret på data indsamlet af medlemmer af den Danske Kontaktdermatitis Gruppe. I alt blev 17.716 eksempatienter konsekutivt epikutantestet med parfumemarkører fra den Europæiske basisserie (2005 til 2009). Resultater: 10,1 % havde parfumeallergi, heraf havde 42,1 % et kosmetisk produkt som årsag. Deodoranter tegnede sig for 25 % og parfumerede cremer for 24,4 %. En kønsforskel var tydelig, specielt blandt patienter med allergi forårsaget af deodorant, som var hyppigere hos mænd (OR 2,2) end hos kvinder. En korrelation blev observeret mellem deodoranter anført som årsag til allergi og allergi opdaget af parfumemarkørne fragrance mix II (FM II) og hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde.

 

Konklusion

Deodoranter var den eksponering, som hyppigst var årsag til parfumeallergi, især blandt mænd. Det kunne se ud som om, at deodoranter har en usund sammensætning af de parfumestoffer, der udgør FM II.

I løbet af det 20. århundrede blev nikkel i tiltagende grad anvendt i billige forbrugerprodukter såsom bæltespænder, smykker, urer, knapper og lynlåse da metallet var billigt, gav en pæn og skinnende overflade og kun i ringe grad rustede. Ved længerevarende hudkontakt frigav mange af disse metalgenstande nikkelioner i koncentrationer der medførte nikkelallergi og eksem. Industrialisering gjorde således vestlige forbrugere rigere, men samtidig med de ændrede forbrugsvaner, førte den til en stigende forekomst af nikkelallergi. Foruden nikkeleksem på det eksponerede hudområde øger nikkelallergi risikoen for håndeksem.

 

Den danske regering valgte fra 1990 at regulere nikkeludsættelsen fra udvalgte forbrugergenstande. I 1994, indførte EU et nikkel direktiv, bl.a. baseret på den danske nikkellovgivning. Lovgivere og hudlæger forventede at de Europæiske nikkelreguleringer ville medføre et fald i forekomsten af nikkelallergi og eksem. Desuden diskuterede man om forekomsten af koboltallergi kunne stige såfremt industrien valgte at anvende kobolt frem for nikkel i forbrugerprodukter. Det er vigtigt at evaluere effekten af de Europæiske nikkellovgivninger for at sikre at Europæiske forbrugere og eksempatienter er tilstrækkeligt beskyttet mod nikkelallergi og eksem.

 

Denne doktorafhandling havde som formål at sammenligne forekomsten af nikkel- og koboltallergi før og efter den danske nikkelforordning trådte i kraft for hermed at kunne evaluere effekten af lovgivningen. Forekomsten af nikkelallergi og nikkeleksem samt sammenhængen mellem nikkelallergi og håndeksem blev bestemt og sammenlignet for årene 1990 og 2006 ved hjælp af data fra 2 uafhængige befolkningsundersøgelser samt for årene 1985-2007 ved hjælpe af den kliniske database fra Gentofte Hospital. Årsagen til den fortsat høje forekomst af nikkelallergi i befolkningen blev undersøgt ved at 354 smykker og hårspænder fra 36 Københavnske butikker blev undersøgt for nikkelfrigivelse. Nikkeltesten blev valideret for at bestemme dens anvendelighed. Betydningen af genetisk disposition til nikkelallergi blev undersøgt ved hjælp af filaggrin genmutationsanalyse i den danske befolkning. En kobolttest blev udviklet og valideret, hvorefter 354 smykker og hårspænder blev undersøgt for koboltfrigivelse. Endelig blev øreringe købt i Warszawa og London undersøgt for nikkelfrigivelse.

 

Afhandlingen viste at forekomsten af nikkelallergi faldt signifikant blandt yngre kvindelige eksempatienter (0-30 år) der blev lappetestet i perioden 1985-2007 samt blandt 18-35 årige kvinder fra baggrundsbefolkningen der blev testet i 1990 og 2006. Derudover faldt forekomsten af selv-rapporteret nikkeleksem signifikant mens sammenhængen mellem nikkelallergi og håndeksem blev reduceret betydeligt. Forekomsten af nikkelallergi og nikkeleksem var lavere blandt kvinder der fik lavet huller i ørerne efter den danske nikkelforordning trådte i kraft set i forhold til kvinder der fik lavet huller i ørerne før. Nikkelallergi var associeret med filaggrin genmutationer, hvormed det blev vist at en defekt hudbarriere øger risikoen for nikkelallergi. Betydning var dog minimal set i forhold til den miljømæssige nikkeleksponering. Nikkel blev frigivet fra 22% af 354 indkøbte smykker og hårspænder fra Københavnske butikker. Nikkeltesten viste sig at være meget specifik (98%) men kun moderat sensitiv (59%). Omkring 15% af øreringe købt i Warszawa og London frigav for meget nikkel. Det var muligt at definere markeder og butikker der ikke tilhører en kæde som lokaliteter hvor risikoen for nikkeludsættelse er betydelig. Forekomsten af koboltallergi syntes ikke at være tiltagende blandt eksempatienter og ligeledes frigav kun 4 af 354 smykker og hårspænder kobolt da de blev undersøgt med den nyudviklede kobolttest.

 

Det konkluderes at den danske nikkelforordning samt EU’s nikkel direktiv har været succesrige i det omfang at de har reduceret forekomsten af nikkelallergi. Trods dette, er der behov for yderligere tiltag for at beskytte Europæiske forbrugere og eksempatienter, heriblandt flere kontrolinspektioner samt en stramning af reference metoderne til vurdering af om metalgenstande overholder lovgivningen.

Det er tidligere vist, at allergi over for PPD (p-phenylene diamine), sort (hår)farvestof, steg fra 1,4 % i 1989 til 2,4 % i 2007. I dette studie undersøges, om denne stigning alternativt til hårfarve kan skyldes allergi over for stoffer, som kemisk ligner PPD fx. benzocain, parabener og IPPD, såkaldt paragruppekemikalier. Man fandt ingen sammenhæng mellem allergi over for paragruppekemikalier og stigningen i PPD-allergi.

Liposomer og andre vesikelsystemer bruges i stigende grad i kosmetik og topikale lægemidler, men effekten af denne indkapsling er kun sparsomt belyst. Dette studie undersøger hvordan allergenerne isoeugenol, dinitro-chloro-benzen og kaliumdikromat indkapslet i liposomer, ethosomer og polycaprolacton påvirker sensibiliseringsfasen i en musemodel. Sensibiliserings testen ”The Local Lymph Node Assay”, der er valideret og godkendt af OECD og FDA, anvendes.

 

Forsøgene viser, at ethosomer øger de lipofile allergeners (isoeugenol og dinitro-chloro-benzene) sensibiliseringsegenskaber, hvorimod polycaprolacton beskytter mod sensibilisering. Indkapslingen af kaliumdikromat i alle tre vesikelsystemer har ingen effekt på sensibiliseringen. Hvorvidt størrelsen af vesiklerne spiller en rolle er uklart, da der fremkommer modsat rettede resultater.