Hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde (Lyral((R))) is still a frequent allergen

Et af de stoffer, som hyppigt er årsag til parfumeallergi er hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde også kaldet HICC og kendt under handelsnavnet Lyral®. HICC anvendes hyppigt i parfumer og parfumerede produkter. I 2003 indførte parfumeindustrien frivilligt en grænse for brugen af HICC, således at der højst må bruges 1,5 % af stoffet i kosmetiske produkter for at mindske allergirisikoen.I Danmark er udviklingen i allergi over for HICC blevet fulgt af Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe, et netværk af hudlæger, der indsamler tal for allergiforekomst og årsager i Danmark. I perioden 2003-2007 blev 18.789 patienter testet for hudallergi af hudlægerne. Hyppigheden af allergi over for HICC var 2,1 % i 2003 og 2,8 % i 2007. Det vil sige stort set uændret og måske let stigende på trods af den begrænsning parfumeindustrien har indført. 

The outcome of dimethylglyoxime testing in a sample of cell phones in Denmark

Mobiltelefoni er udbredt i Danmark. Der har i de senere år været rapporteret gentagne tilfælde af nikkeleksem som følge af hudkontakt med mobiltelefoner. Vi kontaktede 5 store producenter af mobiltelefoner på det danske markede for at foretage dimethylglyoxime (DMG)-testning af et tilfældigt udvalg af deres mobiltelefoner. DMG-testen er en hurtig nikkeltest, hvor der anvendes en vatpind, der kan vise, om der frigives nikkel i mængder, der kan give allergi og eksem. Vi fandt, at 5 telefoner ud af 15 (33,3 %) fra firma 1 og 3 ud af 26 (11,5 %) telefoner fra firma 2 frigav nikkel i mængder, der kan give eksem. Vi foreslår, at man overvåger omfanget af mobiltelefonudløst nikkelallergi og eksem i de næste par år. 

Trends of contact allergy to fragrance mix I and Myroxylon pereirae among Danish eczema patients tested between 1985 and 2007

Parfumeallergi er hyppigt forekommende i Danmark. Et tidligere studie viste, at forekomsten af fragrance mix (FM) I allergi steg signifikant på Gentofte Hospital i perioden 1985-98 blandt både mandlige og kvindelige eksempatienter. Det nærværende studie undersøgte udviklingen af FM I- og Peru balsam (PB) allergi for perioden 1985-2007. Der blev anvendt χ2 test for trend samt logistisk regression. I alt 16.173 patienter blev testet i perioden, og 7,2 % havde kontaktallergi over for FM I og 4 % over for PB. FM I allergi var associeret til kvindeligt køn (odds ratio (OR) = 1,52; 95 % confidence interval (CI) = 1,33-1,74) samt aldersgruppen 41-60 år (OR = 3,20; 95 % CI=1,98-5,21). Både FM I og PB allergi faldt signifikant i perioden for kvinder men ikke for mænd. Vi kan konkludere, at forekomsten af parfumeallergi over for FM I og PB er faldet blandt danske kvindelige eksempatienter, men også at forekomsten fortsat er høj. Der blev i studiet ikke testet for andre hyppigt forekommende parfumestoffer, som har vist sig meget allergene.

1 65 66 67 68 69 99