Erhvervsbetinget allergisk kontakteksem forårsaget af kobolt i maskinolie.
Allergisk kontakteksem forårsaget af kobolt ses oftest blandt metal-, bygnings- og keramikarbejdere efter direkte hudkontakt med kobolt. Kobolt er ofte årsag til kontaktallergi, men i mange tilfælde lykkes det ikke at finde den forårsagende eksponeringskilde. I denne artikel beskrives et tilfælde af alvorlig allergisk kontakteksem, forårsaget af erhvervsmæssig eksponering for maskinolie, der var forurenet med koboltrester. Patienten var en ung mand, der havde udviklet et akut, svært tilfælde af kontakteksem efter at have renset en centrifuge, indeholdende olie. Han havde således ikke været i direkte kontakt med kobolt. Udredning med lappetest viste imidlertid at han havde kraftig allergi overfor kobolt og der var således stærk mistanke om, at olien han havde været i kontakt med, indeholdt kobolt. Olierne blev analyseret med flere forskellige metoder, men først med analysemetoden massespektometri lykkedes det at verificere, at olierne indeholdt kobolt i en koncentration, der kan give allergisk kontakteksem. Eksemplet viser hvor vigtigt det er at lede grundigt og vedholdende efter eksponeringskilden i tilfælde af koboltallergi.
Original overskrift: Occupational allergic contact dermatitis caused by cobalt in machine oil.