Forebyggelse af håndeksem blandt frisørelever

Læge Anne Bregnhøj har skrevet en ph.d.-afhandling om forebyggelse af arbejdsbetinget håndeksem blandt danske frisørelever. Afhandlingen er baseret på fire videnskabelige artikler og forsvares den 17. juni 2011 på Gentofte Hospital.

 

Baggrunden for studiet var, at frisører har en høj forekomst af arbejdsbetinget håndeksem, da de udsættes for mange allergifremkaldende produkter samt har våde hænder en stor del af arbejdsdagen. I de fleste tilfælde starter håndeksemet allerede i elevtiden.

 

Studiets overordnede formål var at give en karakteristik af frisørelever samt at evaluere et undervisningsprogram med fokus på nedbringelse af hyppigheden af håndeksem blandt danske frisørelever.

 

I studiet indgik alle nystartede frisørelever fra samtlige 10 danske frisørskoler i perioden august 2008 – marts 2009 svarende til 502 elever. Alle elever blev set til tre kliniske kontroller; inden for de første to uger af deres uddannelse, efter ca. 8 måneder og efter ca. 18 måneder. Til hver kontrol blev de undersøgt for håndeksem og ved alle tre lejligheder svarede de på et spørgeskema med spørgsmål om bl.a. arbejdsrutiner, brug af handsker og udviklingen af håndeksem under deres uddannelse. Halvdelen af skolerne (interventionsskolerne) modtog et særligt tilrettelagt undervisningsprogram, og lærerne blev specielt uddannet i forebyggelse af håndeksem; den anden halvdel fungerede som kontrolskoler.

 

Hovedresultater

  • Inden start på uddannelsen havde færre frisørelever havde haft håndeksem eller børneeksem, også kaldet atopisk eksem, sammenlignet med et panel af tilfældigt udvalgte unge mennesker. Det betyder, at frisørelever er mere hudraske end andre unge, når de starter på uddannelsen.
  • Eleverne, der fik det særligt tilrettelagte undervisningsprogram brugte i større udstrækning handsker end de elever, der ikke fik denne undervisning, særligt til hårvask og ved håndtering af blegmidler.
  • Færre af de elever, der havde modtaget den særlige undervisning, fik håndeksem, sammenlignet med de elever der modtog vanlige undervisning. Ca. 20 % af eleverne i interventionsgruppen fik håndeksem i løbet af de første 18 måneder af uddannelsen sammenlignet med ca. 30 % af eleverne i kontrolgruppen (p = 0,04).

Studiet har bidraget med en væsentlig karakteristik af frisørelevers arbejdsrutiner og udviklingen af håndeksem. Studiet viser, at det er muligt at nedbringe forekomsten af håndeksem blandt frisørelever ved hjælp af det særlige undervisningsprogram. Studiet er gennemført af Videncenter for Frisører og Kosmetikere i samarbejde med Videncenter for Allergi.

 

Læs hele afhandlingen på engelsk

Læs det fulde resumé på dansk