Frivillig begrænsning af duftstof har ingen effekt på allergi

Et af de stoffer, som hyppigt er årsag til parfumeallergi er parfumestoffet med det lange kemiske navn hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde også kaldet HICC og kendt under handelsnavnet Lyral®.

 

HICC anvendes hyppigt i parfumer og parfumerede produkter. Tyske forskere har vist, at allergi over for HICC typisk opstår ved brug af parfumeret deodorant.

 

Frivillig begrænsning i brug af HICC har ingen effekt på allergi

I 2003 indførte parfumeindustrien frivilligt en grænse for brugen af HICC, således at der højst må bruges 1,5 % af stoffet i kosmetiske produkter for at mindske allergirisikoen.

 

I Danmark er udviklingen i allergi over for HICC blevet fulgt af Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe, et netværk af hudlæger, der indsamler tal for allergiforekomst og årsager i Danmark.

 

I perioden 2003-2007 blev 18.789 patienter testet for hudallergi af hudlægerne. Hyppigheden af allergi over for HICC var 2,1 % i 2003 og 2,8 % i 2007. Det vil sige stort set uændret og måske let stigende på trods af den begrænsning parfumeindustrien har indført.

 

HICC er i hver 3. deodorant

En undersøgelse fra Miljøstyrelsen i 2007 viste, at en ud af tre deodoranter på det danske marked indeholdt HICC.

 

De mængder, der anvendes i deodoranter, er typisk langt under den grænse, som parfumeindustrien satte for brugen af stoffet i 2003. Selv de maksimale mængder ligger under denne grænse og har hele tiden gjort det, som undersøgelsen fra 1996 af deodoranter på det europæiske marked viser.

 

Man kunne således have forudsagt, at en grænseværdi på 1,5 %, der ikke påvirker, hvordan folk udsættes, heller ikke ville påvirke hyppigheden af allergi.

 

Parfumeindustrien har igen frivilligt lige sat grænsen ned, denne gang til 0,15 % for deodoranter. Der var kun en deodorant i undersøgelsen i 2007, som lå over denne værdi, så den nye grænse vil forventeligt kun få marginal betydning.

 

Europa kommissionen ubeslutsom

Den videnskabelige komité for kosmetiske produkter, der rådgiver Europa kommissionen har i 2003 også vurderet stoffet på baggrund af dets allergifremkaldende effekter og fundet, at HICC højst burde anvendes i 0,02 %, hvis allergirisikoen skulle mindskes, dvs. 75 gange mindre end parfumeindustrien selv havde vurderet på samme tidspunkt og også lavere end deres nyeste grænse.

 

Europa kommissionen har endnu ikke truffet en beslutning vedrørende stoffet, som derfor kan bruges helt frit uden lovmæssige begrænsninger.