Inflammatoriske biomarkører i blodet ved kronisk håndeksem: Associationer med ætiologiske og kliniske subtyper
Kronisk håndeksem er en meget hyppig og heterogen hudsygdom, der kan inddeles i forskellige ætiologiske og kliniske subtyper. Det er for nyligt vist, at svært isoleret kronisk håndeksem er forbundet med systemisk inflammation, men det er endnu uvist, om den systemiske biomarkør-profil er forskellig imellem subtyper.
I dette studie ville vi karakterisere inflammatoriske biomarkører i blodet hos patienter med forskellige ætiologiske og kliniske kronisk håndeksem subtyper.
Vi inkluderede 51 patienter med kronisk håndeksem uden samtidig atopisk eksem og 40 raske kontroller og målte niveauer af 266 inflammatoriske blod biomarkører hos alle deltagerne. Biomarkørniveauer blev sammenlignet imellem ætiologiske og kliniske subtyper og raske kontroller.
Vi fandt at meget svært, kronisk allergisk kontakt-eksem på hænderne var associeret højere niveauer af type 1 og type 2 inflammatoriske blod-biomarkører sammenlignet med raske kontroller. Niveauerne af flere af disse biomarkører korrelerede med eksemsværhedsgraden hos patienter med kronisk allergisk kontakt eksem på hænderne. Vi fandt ikke nogen biomarkører i blodet der kunne differentiere imellem allergisk og irritativt kontakteksem på hænderne. Hyperkeratotisk håndeksem var associeret med høje niveauer af mange blod-biomarkører, og denne biomarkør-profil adskilte sig fra den man normalt forbinder med atopisk eksem. Højere niveauer af biomarkørerne CCL19 og CXCL9-10 kunne differentiere hyperkeratotisk håndeksem fra både vesikuløst og kronisk fissureret håndeksem.
Vi konkluderer at kronisk allergisk kontakt-eksem på hænderne er forbundet med systemisk immun-aktivering og sætter spørgsmålstegn ved, om hyperkeratotisk håndeksem skal betegnes som eksem.
Original overskrift: Inflammatory plasma signature of chronic hand eczema: Associations with aetiological and clinical subtypes