Persulfater (straksreaktion)
Priktesten viser allergi over for persulfater. Det vil sige, at kontakt med et produkt, der indeholder persulfater, kan medføre allergiske symptomer i form af en eller flere af følgende:
- astma
- snue
- røde øjne
- nældefeber
Hvor findes persulfater?
Persulfater er oxidationsmidler, som findes i blegemidler og afrensningsmidler til håret.
Persulfater kan desuden forefindes i produkter listet nedenfor. Listen er ikke komplet.
- Tekstilblegemidler
- Renseprodukter til tandproteser
- Rengøringsmidler og geler på laboratorier
- Industrikemikalier
- Kalktabs til toiletter
Hvordan finder jeg ud af, om et produkt indeholder persulfater?
Kosmetik
Kosmetiske produkter såsom hårblegemidler skal have en indholdsdeklaration og persulfater vil være opført med en eller flere af disse navne:
- Ammonium persulfate
- Potassium monopersulfate
- Potassium persulfate
- Sodium persulfate
Hvis der er tale om produkter udelukkende til erhvervsmæssig brug, så står indholdsstofferne ikke nødvendigvis på pakningen, men kan være oplyst i databladet for produktet.
Andre produkter
Andre typer produkter er som oftest ikke fuldt deklarerede, dvs. persulfater kan findes i produktet uden det fremgår af pakning eller datablad. Hvis man har mistanke til specielle produkter kan man kontakte producenten for at få oplysninger om indholdsstoffer.
Persulfater kan have forskellige navne i disse indholdsdeklarationer, bl.a.:
- Ammonium persulfate
- Ammonium peroxydisulfate
- Sodium persulfate
- Sodium peroxydisulfate
- Potassium persulfate
- Potassium peroxydisulfate
Persulfate kan også staves persulphate.
Hvilke produkter kan jeg bruge?
Brug kun produkter uden persulfater. Det betyder du ikke kan blege hår, da der aktuelt ikke findes hårblegemidler uden persulfater.
Vær opmærksom på at der ved visse farvninger af hår anvendes persulfater inden farvningen.