Formaldehyde og formaldehyde-releasere
Lappeprøven har vist, at du er allergisk over for formaldehyde. Det betyder, at formaldehyde kan give eksem, hvor det kommer i kontakt med huden. Allergien er livslang, men kan svækkes med tiden, hvis du undgår hudkontakt med formaldehyde.
Hvor findes formaldehyde?
Formaldehyde er også kendt under navnet formalin.
Det bruges som konserveringsmiddel for at forlænge produkters holdbarhed. Konservering sker enten ved at tilsætte formaldehyde eller ved at tilsætte stoffer, der afgiver formaldehyde til produktet.
Formaldehyde kan bl.a. findes i:
- Shampoo og balsam
- Fugtighedscremer
- Deodoranter
- Kunstige negle
- Anden kosmetik
- Rengørings- og desinfektionsmidler
- Rense- og pudsemidler
- Tekstiler
- Lim
- Maling
- Lakering (syrehærdende lakker og uretanalkydlak)
- Spånplader, krydsfiner og limtræ
- Køle-smøremidler
- Papir
- Plastik
Hvad skal jeg gøre?
Det er vigtigt, at du undgår hudkontakt med produkter, der indeholder formaldehyde eller stoffer, der frigiver formaldehyde. Du bør derfor læse ingredienslisten på dine produkter.
Toiletartikler, kosmetik og rengøringsmidler
På emballagen til toiletartikler, kosmetik og rengøringsmidler skal formaldehyde og stoffer, der frigiver formaldehyde, stå i ingredienslisten med bestemte navne (INCI-navne). Disse er:
- 2-Bromo-2-nitropropane-1,3-diol
- 5-Bromo-5-nitro-1,3-dioxane
- 7-Ethylbicyclooxazolidine
- Benzylhemiformal
- Diazolidinyl urea
- Dihydroxyacetone
- Dimethyl oxazolidine
- Dimethylol glycol
- Dimethylol urea
- DMDM hydantoin
- DMHF
- Imidazolidinyl urea
- MDM hydantoin
- Methenamine
- Methylal
- Polyoxymethylene melamine
- Polyoxymethylene urea
- Sodium hydroxymethylglycinate
- Tetramethylolglycoluril
- Tris(N-hydroxyethyl) hexahydrotriazine
- Tris(N-hydroxypropyl) hexahydrotriazine
- Trishydroxymethylnitromethane
På nogle kosmetiske produkter er indholdet markeret med advarslen ”indeholder formaldehyd”. Det er dog ikke altid, at advarslen er på produkter med stoffer, der afgiver formaldehyde.
Det er forbudt at tilsætte formaldehyde direkte til kosmetiske produkter, men man må gerne tilsætte andre stoffer, der afgiver formaldehyde til kosmetiske produkter.
Andre produkter
På andre produkter kan formaldehyde og stoffer, der afgiver formaldehyde, stå med mange forskellige navne i ingredienslisten. Er der ingen oplysninger om, hvilke konserveringsmidler et produkt indeholder, så spørg i forretningen eller find et alternativt produkt, der har en indholdsdeklaration.
I industrielle produkter kan formaldehyde og stoffer, der afgiver formaldehyde, også hedde:
- 1,3-Bis(hydroxymethyl)-5,5-dimethylimidazolidine-2,4-dione
- 1,3-Dimethylol-5,5-dimethylhydantoin
- Bronidox
- Bronopol
- Chloroallyhexaminiumchlorid
- Dimethylurea
- Dowicil 200
- Dowicil 75
- Formaldehyde
- Formalin
- Germall II
- Germall 115
- Grotan BK
- Hexamethylene tetramine
- Hexamine
- Methanal
- Methyl aldehyde
- Monomethylol dimethyl hydantoin
- N-methylol-chloracetamide
- N-methylolethanolamine
- Oxymethylene
- Paraformaldehyde
- Preventol D2
- Quaternium-15
Listen er ikke udtømmende.
Tekstiler
Formaldehyde kan findes i imprægneringer, der gør tekstiler krølfri, krympefri og farveægte. De fleste med allergi over for formaldehyde vil frit kunne bruge alle tekstiler uden problemer. Enkelte vil reagere med eksem ved brug af krølfrit tøj, typisk i nakken, armhuler og hvor tøjet i øvrigt sidder tæt til kroppen. I disse tilfælde tilrådes det at vaske nyt tøj inden brug.
Læs mere om allergi på www.videncenterforallergi.org
Videncenter for Allergi, Gentofte Hospital
og Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe
April 2024