Iodopropynyl butylcarbamate (IPBC)
Lappeprøven viser, at du er allergisk over for Iodopropynylbutyl carbamate (IPBC). IPBC er et konserveringsmiddel, der anvendes i industrien og i visse former for kosmetik for at forhindre vækst af bakterier og svampe.
Hvorledes viser IPBC allergi sig?
IPBC-allergi viser sig ved eksem i de hudområder, som er i kontakt med stoffet. Allergien er varig, men den kan svækkes med tiden, hvis man undgår hudkontakt med stoffet.
Iodopropynylbutyl carbamate kan blandt andet forekomme i kosmetik, maling, lim, skæreolier og imprægneret træ. Man kan udsættes for stoffet både privat og på arbejdspladsen.
IPBC kan fx forekomme i?
Kosmetiske og produkter til personlig hygiejne fx:
- Deodoranter
- Make-up
- Barberskum
- Shampoos og sæber
- Vådservietter
Husholdnings-/industrielle produkter fx:
- Vandbaseret maling
- Tapetklister
- Skæreolie
- Rengøringsmidler
- Lim
- Blæk
- Træbeskyttelse
- Imprægneringsmidler (tøj og læder)
Listen er ikke fuldstændig.
IPBC er ikke tilladt i:
IPBC er ikke tilladt i produkter til læberne, til mundhygiejne, eller i cremer/lotions eller andre produkter, der er beregnet til varig kontakt med en større del af kroppen. IPBC må ikke bruges i personlig pleje til børn under tre år, bortset fra shampoo og andre badeprodukter. Disse forbud skyldes at, der er risiko for at Jod fra IPBC optages og påvirker stofskiftet.
På hvilke arbejdspladser kan man være udsat for IPBC?
De erhverv, hvor der er størst risiko for kontakt med IPBC er:
- Malere og malingsproduktion
- Trævarefabrikation
- Maskin-/metalindustri, hvor der anvendes skæreolie og maskinolie.
Råd
IPBC-allergi betyder, at du skal undgå produkter, der indeholder dette stof. Læs varedeklarationen eller sikkerhedsdatablad på produktet og spørg ved tvivlstilfælde forhandleren, om produktet indeholder IPBC.
Anvend ikke produkter hvor IPBC er nævnt i varedeklarationen!
Hvordan finder jeg ud af, om et produkt indeholder IPBC?
Kosmetik/personlighygiejne produkter og rengøringsmidler:
Der er deklarationspligt for kosmetik og vaske- og rengøringsmidler både til privat og erhvervsmæssig brug. Det betyder, at indholdsstofferne skal stå på etiketten. Hvis der er IPBC i produktet, vil der stå: Iodopropynyl butylcarbamate.
Vær opmærksom på at produkter købt på nettet eller uden for EU ikke nødvendigvis opfylder reglerne.
Andre typer produkter:
For andre typer produkter, som f.eks. lim, maling og skæreolie kan man ikke regne med, at IPBC står på etiketten, hvis det er i. Det kan også hedde andre navne end Iodopropynyl butylcarbamate f.eks.:
- Iodopropynylbutylcarbamate
- 3-iodo-2-propynylbutylcarbamat
- Butyl-3-iodo-2-propynylcarbamate
- IPBC
Alle kemiske stoffer har et nummer, kaldet et CAS num-mer. CAS numret for IPBC er:
- CAS nr. 55406-53-6
Er der produkter på arbejdspladen, som du har mistanke til giver eksem, må du spørge din hudlæge, som kan være nødt til at kontakte producenten for at finde ud af, hvilke stoffer produktet indeholder.
Hvilke produkter kan jeg benytte?
Du rådes til kun at benytte produkter, der ikke indeholder IPBC.
Læs mere om allergi på www.videncenterforallergi.dk
Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe
November 2015