IPPD (N-isopropyl-N’-phenyl-paraphenylenediamine)
Lappeprøverne viser kontaktallergi over for N-isopropyl-N’-phenyl-paraphenylenediamine, som forkortes IPPD.
Det betyder, at produkter, som indeholder IPPD kan forårsage eksem i de hudområder, de kommer i kontakt med. Allergien er varig, men den kan svækkes med tiden, såfremt det lykkes at undgå kontakt med IPPD.
Hvad er IPPD?
IPPD er en antioxidant som tilsættes gummi under produktionen af dette. IPPD misfarver gummiet og er derfor mest brugt i produktionen af sort gummi.
Det kan være en hjælp at kende CAS-nummeret, der er et unikt nummer, som kemikalier får tildelt.
CAS-nummeret for IPPD er 3085-82-3.
Hvor findes IPPD?
IPPD forekommer især i produkter, der findes på arbejdspladser. IPPD er til stede i sortfarvede gummiprodukter, som f.eks.:
Udvikling af allergi over for IPPD kræver som regel langvarig eller hyppig kontakt med produktet.
- dæk (herunder cykeldæk)
- VVS gummipakninger
- slanger
- kabler
- sorte gummilister
Udsættelse for IPPD forekommer sjældnere i hjemmet, men IPPD kan dog findes i:
- visse gummistøvler
- gummihåndtag
- urremme
- sportsudstyr (f.eks. snorkelmasker og andet dykker- og surf-udstyr, samt bolde til visse sportsgrene).
Der er ikke IPPD i almindelige gummihandsker, nitrilhandsker eller vinylhandsker, som bruges hjemme eller i sundhedssektoren.
Symptomer
Allergi over for IPPD giver eksem, hvor der er hudkontakt med produktet. Det vil ofte være hænderne, der kommer i kontakt med IPPD.
Se efter, hvad du har kontakt med, og tag det med til hudlægen.
Hvad kan jeg gøre for at undgå at få symptomer på IPPD-allergi?
Kontakt med sort gummi bør undgås, idet det kan indeholde IPPD og dermed fremkalde eksem.
Hvis allergien over for IPPD er fremkommet ved kontakt med sort gummi på arbejdspladsen, vil der være tale om en arbejdsskade, og dette bør anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen.
Læs mere om allergi på www.videncenterforallergi.dk
Videncenter for Allergi, Gentofte Hospital
og Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe
Juli 2011