Konserveringsmidlet MG forbudt

Methyldibromo glutaronitrile er et konserveringsmiddel, der anvendes i kosmetik. Det har siden september 2005 været forbudt på grund af sine allergifremkaldende egenskaber i cremer og lignende, såkaldt stay-on kosmetik, der ikke vaskes af huden. 
 
Imidlertid har forskning fra Videncenter for Allergi vist, at også produkter, der vaskes af huden igen fx sæber, udgør en risiko for allergi og svære eksemer. Denne forskning har været forelagt EU Kommissionens Videnskabelig Komité for forbrugerprodukter, foranlediget af den danske Miljøminister.
 
Den Videnskabelige Komite har indstillet at stoffet ikke længere anvendes i kosmetik, hverken stay-on eller wash-off. Dette er den 7. februar 2007 blevet vedtaget af medlemslandene. Forbuddet træder i kraft om ca. 15 måneder.

 

  • Hyppig årsag til allergi
  •  

  • Forskning fra Videncentret har vist, at:
    • methyldibromo glutaronitrile (MG) er en hyppig årsag til allergi.
    • MG giver hyppigere allergi end andre konserveringsmidler.
    • hyppigheden af allergi over for MG har været kraftig stigende i en 10 års periode.

    I Europa får op mod 5 pct. af eksempatienter, der testes hos hudlæger, påvist allergi over for MG.

     
    Mange har erhvervet allergi over for MG ved brug af fugtighedscremer, men også en stor gruppe personer har fået allergi over for MG ved brug af flydende sæber og shampoo. I et studie blandt eksempatienter, der sås af hudlæger (i Den Danske Kontaktdermatitis Gruppe), og som fik påvist allergi over for MG udgjorde cremer og lotions 31 pct. af de produkter, som havde forårsaget eksem og flydende sæber 23 pct.
     
    Flydende sæber et særligt problem
    Flydende sæber er vist at udgøre et særligt problem især ved erhvervsmæssig brug, hvor håndvask foretages mange gange dagligt.
     
    Et eksperiment med sæbe indeholdende MG i den tilladte mængde gav eksem hos 37 pct af patienter med allergi over for MG, når de vaskede sig med sæben bare to gange daglig i 30 sekunder i op til fire uger.
     
    Kombinerer man MG med et sæbestof forstærkes den allergiske reaktion flere gange.
     
    Referencer
    Jensen CD. Contact Allergy to the preservative methyldibromo glutaronitrile. Forum for Nordic Dermato-venereology 2005:vol 10: suppl (ph.d.afhandling fra Odense Universitets Hospital).
     
    Pedersen LK, Haslund P,Johansen JD, Held E, Vølund A, Agner T. Influence of a detergent on skin response to methyldibromo glutaronitrile in sensitized individuals. Contact Dermatitis 2004:50:1-5
     
     
    Zachariae C et al. Zachariae C, Rastogi S, Devantier C, Menne T, Johansen JD. Methyldibromo glutaronitrile: clinical experience and exposure-based risk assessment. Contact Dermatitis 2003;48(3):150-154.
      
    Gode råd
    • Check de produkter, du har stående, for MG og kassér dem.
    • Der er deklarationspligt af kosmetik. Det betyder indholdsstofferne skal fremgå af emballagen. 

    • MG vil hedde methyldibromo glutaronitrile. Det må ikke hedde andet eller staves anderledes.

    • Check indholdsdeklarationen, før du køber nye produkter.

    • Undgå at købe produkter med MG i.

    • MG er forbudt i stay-on kosmetik dvs. produkter, som bliver på huden, så som cremer, lotions mm.

    • MG er tilladt de næste ca. 15 måneder i wash-off kosmetik, dvs. sæber, shampoo mm.

    • Check arbejdspladsen for flydende sæber med MG i og få dem kasseret.