Konserveringsmidler
Der findes mange konserveringsmidler, på denne side kan du læse om hvordan du finder dem på indholdsdeklarationen på dine produkter. Læs mere om allergi over for konserveringsmidler på vores sider om emnet.
Methylchloroisothiazolinone/Methylisothiazolinone
Methylchloroisothiazolinone og methylisothiazolinone er begge konserveringsmidler. De kan forekomme alene eller i kombination i kosmetiske produkter. Desuden kan methylchloroisothiazolinone eller methylisothiazolinone også findes i mange andre typer produkter som fx. maling og skæreolier.
I kosmetik er methylchloroisothiazolinone og/eller methylisothiazolinone INCI-navnene og skal fremgå af indholdsdeklarationen, hvis de indgår i produktet. Stofferne må ikke kaldes andre navne eller staves anderledes.
Parabener
Parabener omfatter en gruppe stoffer, som er svage konserveringsmidler og også svagt allergifremkaldende. Parabener bruges hyppigt og i alle former for kosmetiske produkter.
Parabener anvendes også i andre typer produkter som f.x. lim, skosværte og industrielle produkter.
Indgår parabener i kosmetik, vil de være anført på indholdsdeklarationerne med et eller flere af følgende seks navne:
- Methylparaben
- Ethylparaben
- Butylparaben
- Propylparaben
- Isopropylparaben
- Isobutylparaben
Dette er såkaldte INCI-navne, og stofferne må ikke kaldes andre navne eller staves anderledes i kosmetiske produkter.
Methyldibromo glutaronitrile
Methyldibromo glutaronitrile er et konserveringsmiddel, der tidligere har været meget anvendt i kosmetik.
Methyldibromo glutaronitrile har været årsag til mange tilfælde af allergi og er derfor blevet forbudt i alle former for kosmetiske produkter i EU fra 22. juni 2008. Methyldibromo glutaronitrile er stadig tilladt i andre former for forbrugerprodukter og i industrielle produkter.
Man bør checke, om de kosmetiske produkter, man har hjemme eller på arbejdspladsen, der er købt før forbuddet trådte i kraft, indeholder methyldibromo glutaronitrile og i givet fald kassere disse.
Hvis methyldibromo glutaronitrile er i et kosmetisk produkt solgt i EU, bør det fremgå af indholdsdeklarationen, hvor det skal være opført med navnet methyldibromo glutaronitrile. Det må ikke staves anderledes eller hedde andet.
Methyldibromo glutaronitrile er ikke forbudt i kosmetik i lande uden for EU og kan således være i produkter købt i andre lande eller på nettet.
Formaldehyde
Formaldehyde anvendes som konserveringsmiddel, der også kendes under navnet formalin, som er en vandig opløsning af formaldehyde.
Formaldehyde kan tilsættes produktet direkte eller i form af et stof, der langsomt frigør formaldehyde, efter det er tilsat (formaldehyde-frigørere). Det vil sige, at man som formaldehyde-allergiker både skal undgå formaldehyde og formaldehyde-frigørende stoffer.
Formaldehyde er deklarationspligtigt på kosmetiske produkter, hvilket betyder, at det skal fremgå af produktets indholdsdeklaration, hvis der er tilsat formaldehyde.
Såfremt formaldehyde ikke i sig selv er tilsat, men først frigives i produktet ved tilsætning af formaldehyde-frigørende stoffer, fremgår det ikke nødvendigvis direkte af indholdsdeklarationen. I stedet vil der stå navnet på det stof, som frigiver formaldehyde.
Der findes mange forskellige formaldehyde-frigørende stoffer. De formaldehyde-frigørende stoffer, der må anvendes i kosmetik, er nævnt i listen nedenfor:
|
Imidazolidinyl urea
Imidazolidinyl urea er et konserveringsmiddel, der anvendes i flere forskellige typer kosmetik fx. sæber, cremer og shampoo.
Imidazolidinyl urea er en formaldehyde-frigører, det vil sige et stof, der frigiver formaldehyde, efter at det er tilsat produktet.
Imidazolidinyl urea er INCI-navnet og skal fremgå af indholdsdeklarationen.
DMDM hydantoin
DMDM hydantoin er et konserveringsmiddel, der anvendes i flere forskellige typer kosmetik fx. sæber, cremer og shampoo.
DMDM hydantoin er en formaldehyde-frigører, det vil sige et stof, der frigiver formaldehyde, efter at det er tilsat produktet.
DMDM hydantoin er INCI-navnet og skal fremgå af indholdsdeklarationen.