Øvrige stoffer i kosmetik
Der findes flere allergifremkaldende stoffer i kosmetiske produkter ud over de to hovedgrupper: Parfumestoffer og konserveringsmidler.
Farvestoffer, der anvendes til hårfarvning, kan være allergifremkaldende. De hyppigst anvendte er:
- toluene-2,5-diamine
- resorcinol
- p-phenylenediamine
- 4-amino-2-hydroxytoluene
- p-aminophenol
p-phenylenediamine kan medføre meget svære allergiske reaktioner. Det er forbudt i kosmetiske produkter, der påføres direkte på huden, men er tilladt i hårfarver, hvor det anvendes på grund af sin mørke farve.
Det kan forekomme i midlertidige tatoveringer, hvilket dog er forbudt i EU.
Solcremer og -lotioner indeholder stoffer, der optager og blokerer for solens skadelige UV-stråling. Nogle af disse stoffer kan ligeledes være allergifremkaldende.
Endvidere findes en række af stoffer, der fungerer som emulgatorer og antioxidanter i kosmetik. Disse kan for eksempel være tilsat for at sørge for, at produktet har en bestemt og ensartet konsistens.
I nogle læbestifter, eyelinere og mascara findes hyppigt limstoffer, der populært sagt sørger for, at produktet bliver siddende, hvor det er påført. Nogle af disse limstoffer kan også være allergifremkaldende.
Der kan også være allergifremkaldende stoffer i neglelak og neglehærdere.
Chamomilla recutita (Kamille)
Chamomilla recutita (Kamille) er en plante, der findes i den danske natur. Chamomilla recutita er en del af kurvblomstfamilien, der er en af verdens største plantefamilier. Kurvblomster og herunder kamille kan give allergi.
Stoffer fra planten anvendes ofte i helsepræparater/naturmedicin, kosttilskud, essentielle olier og urtete. Planten anvendes også i kosmetik.
Der findes også andre typer af kamille fx. romersk, engelsk og marokkansk kamille.
I kosmetik vil kamille være benævnt ved sit botaniske navn. Oftest er der tale om: Chamomilla recutita.
Generelt om naturkosmetik
Nogle kosmetiske produkter markedsføres som naturlige eller naturbaserede.
Disse produkter vil generelt indeholde de samme grundingredienser som andre produkter, som fx. duftstoffer.
Duftstoffer kan udvindes fra naturlig kilde som træ, planter, blomster og frugter, og danner såkaldte æteriske eller essentielle olier, der kan anvendes i parfume og til at parfumere produkter.
En række af disse æteriske olier vides at være en hyppig årsag til allergi fx. evernia prunastri, ylang-ylang og jasmine.
De æteriske olier indeholder ofte mange forskellige stoffer, og sammensætningen kan variere afhængig af, hvor planterne er dyrket, hvornår de er høstet, og hvordan de er behandlet.
Mange af de duftstoffer, som fremstilles syntetisk og vides at kunne give allergi, er også til stede i naturen. Der er ikke forskel på den allergifremkaldende effekt af disse stoffer om man udsættes for den via naturlig kilde eller i syntetisk form.
Kurvblomster kan også give allergi. De anvendes undertiden i naturkosmetik fx. kamille også kaldet Chamomilla recutita. Personer med kurvblomstallergi skal undgå kosmetik med kurvblomster i.
Vælger man at bruge kosmetik, som indholder naturekstrakter, giver dette generelt ikke en større beskyttelse mod allergi end ved brug af anden kosmetik. Den parfumeallergiske person vil, uanset om det allergifremkaldende stof er tilsat produktet som et kemisk stof eller som en del af et naturekstrakt, have lige store allergiproblemer.
Personer med parfumeallergi bør således også undgå naturbaserede parfumerede produkter.