Medical consultations in relation to severity of hand eczema in the general population

En spørgeskemaundersøgelse blandt 6000 borgere viste, at 13,6 % havde oplevet at have håndeksem inden for det seneste år. I gennemsnit havde sygdommen varet i 16 år. Personerne blev bedt om at vurdere sværhedsgraden af deres eksem ved at sammenligne med fotografier af håndeksem. Ek-semet blev beskrevet som mildt af 56 %, mens 44 % vurderede, at have oplevet moderat til meget svært eksem. Håndeksem havde medført henvendelse til egen læge hos 67 %, mens 43,6 % desuden havde konsulteret en hudlæge.

 

Der blev fundet en klar sammenhæng med den kliniske sværhedsgrad af eksemet og lægebesøg. Alle med en svær grad af håndeksem havde således konsulteret deres praktiserende læge. De fleste i denne gruppe havde ligeledes været hos en hudlæge. Undersøgelse viste dog, at 26 % med moderat til meget svær eksem ikke havde set en hudlæge. Dette betyder, at en større gruppe med mere udbredt eksem ikke har haft mulighed for, at blive allergologisk udredt og vurderet ved en dermatologisk speciallæge.