Methylisothiazolinone: Contact allergy and dose-response relationships

Udviklingen af en allergisk reaktion er blandt andet dosisafhængigt, men det vides ikke, hvilke koncentrationer af MI der medfører allergiske reaktioner hos patienter med MI-allergi. Et studie har vist, at man ved at kombinere MI med phenoxyethanol kan reducere brugen af MI.

 

Formålet med dette studie var at undersøge, hvilken koncentration af MI der udløser en allergisk reaktion, samt om phenoxyethanol havde nogen indvirkning på denne koncentration. 11 patienter med MI-allergi blev lappetestet med 12 forskellige koncentrationer af MI samt de samme 12 koncentrationer plus phenoxyethanol. Derudover skulle patienterne to gange dagligt i tre uger påføre MI i en koncentration, der svarede til brugen af en creme konserveret med henholdsvis 100, 50 og 5 ppm MI.

 

Phenoxyethanol havde ingen indflydelse på de allergiske reaktioner. I lappetesten var den laveste koncentration, der udløste en reaktion, 49 ppm. Syv af de 11 patienter reagerede på den daglige eksponering svarende til 50 og 100 ppm, mens to patienter også reagerede på 5 ppm. Studiet viser, at de koncentrationer, der skal til for at udløse en reaktion hos de fleste patienter med MI-allergi, er lavere end den maksimalt tilladte i kosmetik.