Mikropartikler kan øge risiko for allergi
Et ph.d.-afhandling af læge Jakob Torp Madsen fra Videncenter for Allergi og Hudafdelingen på Odense Universitetshospital viser, at mikropartikler i kosmetik kan øge risikoen for allergi.
Mikro- eller nanokapsler kan bruges til at indkapsle aktive stoffer og transportere dem dybere i huden. Teknologien bruges eksempelvis antirynkecremer.
Ph.d.-projektet viste, at det ikke er selve indkapslingssystemerne, der giver anledning til allergi, men at brugen af mikropartikler (ethosomer) øger fedtopløselige allergeners evne til at fremkalde kontaktallergi.
Studierne viste også, at jo større mængde fedtstof, der blev anvendt, des større allergipotentiale – også selvom koncentrationen af allergen var konstant.
Kliniske studier
Den øgede allergirisiko blev bekræftet i kliniske provokationstudier, hvor allergenerne fremkaldte en signifikant kraftigere eksemreaktion for indkapslede stoffer sammenlignet med formulering uden mikropartikler.
Det betyder, at folk, som allerede er allergiske over for eksempelvis et parfumestof, vil få en kraftigere allergi, hvis de bruger en creme med mikropartikler. Partiklerne øger også risikoen for, at man udvikler allergi, hvis man ikke har det i forvejen.
Jakob Torp Madsen fandt endvidere, at det ikke spillede en rolle for allergipotentialet, hvor langt ned i huden allergenet kom. Studierne kunne heller ikke påvise, at mikropartiklerne størrelse spillede en rolle for udvikling af eksem.
Cremer med mikropartikler skal ikke mærkes, og det gør det svært at finde ud af, hvilke cremer, der indeholder partiklerne.
Ph.d.-afhandling forventes forsvaret i begyndelsen af 2011.