Nikkel i legetøj kan give allergi
Nikkelallergi ses både hos børn og voksne og opstår efter gentagen eller tæt vedvarende kontakt med metal genstande, der frigiver nikkel. Selv om nikkelallergi har været faldende efter regulering af nikkelfrigivelsen fra metalgenstande i tæt kontakt med huden blev indført, er der stadig forbavsende mange børn, som får nikkelallergi.
I et dansk studie af allergi hos børn, som bliver henvist til allergitestning, sås nikkelallergi hos 14,5 % af de 1-4 årige og hos 8,5 % af de 5-9 årige. De hyppigste årsager var smykker og spænder. Det er flere gange blevet foreslået at legetøj kunne være en overset kilde til nikkelallergi hos børn.
I et tidligere studie undersøgtes 212 stykker legetøj, hvoraf 34,4 % have metaldele, som man kunne komme i hudkontakt med og som frigav nikkel. I et nyt studie fra Hud-og Allergiafdelingen, Herlev-Gentofte Hospital undersøgtes om håndtering af sådan legetøj giver afsmitning af nikkel til huden. Tre stykker legetøj fra den tidligere undersøgelse, som frigav nikkel, blev håndteret i 30 sekunder af 2 raske forsøgspersoner, som i en legesituation. Efterfølgende undersøgtes huden for nikkeldeponering ved hjælp af spot-testen: dimethyl glyoxim test. Nikkeldeponering på huden blev fundet efter håndtering af 2 af de 3 stykker legetøj.
Studiet viser at selv kort tids leg med legetøj, der har metaldele, der firgiver nikkel, kan afsætte en mængde nikkel på huden, som giver risiko for nikkelallergi.
Se film om nikkelallergi på Videncenter for allergis hjemmeside.