Nikkel på arbejdspladsen
Siden 1991 har det været forbudt at markedsføre artikler, som er beregnet til at komme i direkte og langvarig kontakt med huden, og som kan frigive nikkel fra fx smykker, spænder, knapper, ur og lignende metalgenstande. Kravet er, at der højst må frigives 0,5 µg/cm2 nikkel/uge. Reglen er nu en del af den europæiske kemikalieregulering REACH.
Ud over eksemplerne med smykker og metaldele i beklædningsgenstande er det ikke nærmere defineret hvilke genstande, der er omfattet af reglen, men som led i den øgede brug af mobiltelefoner, har Europa-Kommissionen også nævnt, at mobiltelefoner er omfattet af reglen. Europa-Kommissionen har nu også defineret, hvad man forstår ved “langvarig kontakt med huden”, og udtalt, at man med “langvarig kontakt med huden” forstår en halv times daglig kontinuerlig kontakt, eller hvis der er spredt kontakt over dagen, så sammenlagt én time fordelt over dagen. Det betyder, at fx værktøj, som er beregnet til at være i kontakt med huden i mere end de nævnte tidsrum, også skal overholde nikkelgrænsen om, at der højst må frigives 0,5 µg/cm2 nikkel/uge.
Miljøstyrelsen er myndighed og Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører kontrol med reglerne.
Læs mere