Parfumeallergi giver nedsat livskvalitet
Allergi over for parfume findes hos 10 % af eksempatienter, der testes for allergi over for kemiske stoffer og hos op til 4 % af befolkningen.
Læge Maria Vølund Heisterberg har i en ny ph.d.-afhandling undersøgt om personer, der har fået konstateret parfumeallergi, har påvirket livskvalitet. I undersøgelsen er indgået 379 personer, der indenfor de seneste 10 år har fået konstateret parfumeallergi og 705 personer med eksemsygdom, men uden parfumeallergi. Alle besvarede et nyudviklet spørgeskema om livskvalitet. Livskvalitetsspørgsmålene drejede sig om symptomer på grund af eksem, følelser og relationer til andre mennesker.
Kvinder med parfumeallergi havde signifikant ringere livskvalitet end kvinder uden parfumeallergi, mens mænd ikke var påvirkede. Det var områder som f.eks. at måtte tage særlige hensyn i hverdagen, der var udslagsgivende, sammen med følelsen af at være nødt til at begrænse fysisk kontakt med familie og venner for ikke at provokere udslæt og et savn af at kunne dufte godt.
De der var mest påvirkede i livskvalitet var:
- Unge kvinder som for nylig havde fået diagnosticeret parfumeallergi
- Kvinder med svær parfumeallergi
- Kvinder med allergi over for mange forskellige parfumestoffer
Ph.d. afhandlingen forsvares fredag den 11. oktober 2013 kl. 14.00 i store auditorium på Gentofte Hospital.
Yderligere information: